Marketers Morgen Podcast
Alle hverdage udkommer en ny episode på cirka 10 minutter. Emnerne tager udgangspunkt i aktuelle tråde fra forummet på Marketers.dk og handler om affiliate marketing og dermed online Marketing generelt. Dine værter er Anders Saugstrup og Mikael Rieck.
Abonnér her:
Apple iTunes, Android, Google Podcasts, Youtube, RSS eller Email.
Uanset om man optager podcasts, udfører interviews, laver webinars eller på anden måde producerer indhold, der kræver lydredigering, så er der nogle elementer, som altid har været besværlige at arbejde med. AI kommer nu med en løsning, der kan fixe nogle af disse elementer (fx baggrundsstøj) på en effektiv og nem måde. Et tool, der er værd at undersøge for dem, der arbejder med lyd.
Del 2 af episoden med Christoffer Steenbeck fortsætter, hvor del 1 slap. Christoffer og Mikael taler blandt andet om Brand bidding, Last Click attribuering, rabatkoder og udlån af produkter til tests hos affiliates.
I dag er Christoffer Steenbeck i studiet for at tale med Mikael om, hvordan det er at arbejde som Content Affiliate, og hvad der skal til som annoncør, for at en person som Christoffer finder affiliateprogrammet interessant. Episoden er del 1 af 2.
Forummet Quora har lanceret POE og håber på, at den vinder udbredelse. Anders og Mikael taler om, hvad tankerne bag POE er, og hvordan det kan give værdi for os som brugere i et landskab, hvor antallet af AI tools, der lanceres dagligt, er vanvittigt.
Det amerikanske site Knoji.com har specialiseret sig i at trække trafik på diverse brandsøgninger. De har taget det til et helt nyt niveau og har oprettet omkring 100 landingssider pr. brand. Som content affiliate eller som en, der arbejder med programmatic SEO, er det en spændende case at dykke ned i.
Anders har været ude at shoppe efter en ny madras og har i den forbindelse gjort sig nogle observationer omkring forskelle mellem det græske og det danske (online) marked. Helt generelt er det interessant at kigge på udviklingen i at købe madrasser online vs at gøre det fysisk i en butik.
Vi hører altid, at affiliate er langt fremme i USA, og det er det nok også på mange fronter. Men det gælder ikke hele vejen rundt, og Mikael har haft nogle interessante oplevelser med relativt store webshops, som i hvert fald ikke kender til affiliate eller bruger det aktivt.
Det amerikanske medielandskab ser stort og mangfoldigt ud, men som Glen Alsopp forklarer i dette indlæg, så er det ikke tilfældet. Dagens podcast handler om, hvordan store og stærke domæner dominerer på affiliatefronten, og hvordan de udvider med lynets hast.
Anders vil gerne grave lidt dybere og har derfor i dag besluttet at spørge ind til, hvordan Mikaels første (mange) år var på arbejdsmarkedet, læringerne der er samlet op undervejs, og hvorfor retningen endte med at blive som den gjorde.
Abonnerer du på Substack eller andre typer indhold (mod betaling)? Der er en spirende trend hos både folk, der producerer indhold, men også hos kunderne, der konsumerer indhold. Sidder man som journalist på et medie, som har det svært, så er der muligheder i denne metode.
Har du nogensinde tænkt: “Bliver alt nu tracket korrekt”? Hvis ja, så er dagens episode noget for dig. Anders forklarer, hvordan du selv kan udføre nogle mindre tests for at tjekke, om alt er som det skal være. Det giver ro i sindet at vide, at alt er ok.
Du kan løbe efter de ting, der er hypet og populære, eller du kan gå efter nicher, hvor der kan tjenes lige så mange penge, men uden den samme mængde af konkurrence. Dagens podcast handler både om forretningsideer, men også om, hvordan man kan få hjælp og inspiration til at dykke dybere ned i de enkelte nicher og bedre vurdere, om der ligger en forretningsmulighed.
Anders og Mikael har tidligere talt om outreach i en podcast episode, og derfor har Mikael i dag Leif Carlsen fra Social Selling Company med i studiet. Leif forklarer de forskellige pakker, man kan købe på LinkedIn, og hvem de eventuelt giver mening for.
Selvom det er sjældent, så er der fra tid til anden tråde i Marketers.dk forummet om affiliates, der potentielt kommer galt afsted. Denne gang har en affiliate modtaget et brev fra en advokat på et helt nyt grundlag. Noget som det er umuligt at beskytte sig mod som affiliate, men som stadig er relevant at kende til.
Anders har lyttet til endnu en episode af podcastet My First Million, og dagens episode handler derfor om, hvordan man (måske) kan investere i ting, der både genererer et godt cashflow og stiger i værdi. Det er måske lettere sagt end gjort.
Hvis bare man kunne kode, eller hvis bare man kunne analysere store mængder data nemt. Det kan du nu. CodeInterpreter til ChatGPT kan det hele og mere til. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Kim Steffensen fra Chateksperten.dk er i studiet for at fortælle om mulighederne. Mikael stiller spørgsmål og kommer med ideer til, hvad der mon ellers er muligt.
Der kan være mange penge i nicher, der er usexede, kedelige og snavsede. Kan du kombinere det med noget sexet som automation og tech, så kan du få det bedste fra begge verdener. Dagens podcast handler om mekanikerværksteder, og hvordan der potentielt ligger en formue og venter på den rigtige.
Skal du vælge at købe nyt (og hvorfor), eller skal du købe brugt (og hvorfor). Anders og Mikael tager udgangspunkt i køb af bil, da Anders netop har været i den situation. Som sælger eller køber kan du muligvis tage lidt input med herfra.
Her til morgen har Mikael inviteret Lars Friis fra MCB i studiet til en snak om Apples iOS16.4, og hvordan den påvirker serverside tracking, som mange har sat op. Heldigvis er der en enkel løsning, som Lars kommer ind på i episoden. De nævnte links er: Cloudflare og Cookie Keeper
De gamle chatbots var ikke meget værd. De nye chatbots er revolutionerende og særligt, hvis vi får dem trænet godt og grundigt. Kim Steffensen fra chateksperten.dk er endnu engang med Mikael i podcaststudiet til en dialog om, hvordan Chatbots kan aflaste kundeservice og samtidig give en rigtig god kundeoplevelse.