41 inspirationskilder der kickstarter godt indhold til din hjemmeside
For en uges tid siden indså jeg noget da jeg snakkede med en ven.
Jeg skriver… meget.
I folkeskolen var der intet værre end at skrive stil. Jeg gad faktisk ikke. Tekstforfatter har jeg heller aldrig haft lyst til at være, men på mystisk vis er jeg begyndt at bruge langt størstedelen af min tid på at skrive.
Ikke sælge, tale i telefon eller noget helt tredje.. Skrive.
Det er blevet en essentiel ting i min værktøjskasse til at markedsføre mine virksomheder, og det burde det også være for dig.
Som Maj Wismann siger til sine kursister; “Få fingeren ud af rumpetten, slå røven i sædet og snitterne i tastaturet”.
White Page of Doom
Jeg ved godt at du har prøvet det.
Du har åbnet Word, og den blanke side stirrer nedværdigende på dig. Hjertet begynder at banke hurtigere, og du får åndenød, mens du tænker: Hvad hulan skal jeg skrive?.
Inspiration kan desværre ikke fremtvinges, når du kigger på en blank side. Faktisk er det helt andre steder, du skal kigge. Der findes inspirationskilder over det hele i din hverdag. Det eneste du skal gøre, er at åbne øjnene.
Har du alligevel svært ved at gennemskue dine muligheder, når det kommer til indholdsproduktion, så er denne liste lige noget for dig. Jeg har nemlig samlet en lang liste med punkter, jeg bruger, når jeg mangler inspiration til at udvikle indhold til min hjemmeside, og jeg er sikker på, at du kan bruge den.
Let’s go.
How-To posts og videoer
Simple skridt for skridt guides i blogformat eller video kan være enormt effektive til at få opmærksomhed. Her får du tre simple input.
- Lav en anmeldelse/guide til et nyt værktøj, der er relevant for dit publikum
- Optag en simpel video, der viser, hvordan du bruger et værktøj til at løse en bestemt opgave (Se f.eks. Mogens Møller’s guide til Visual Website Optimizer)
- Forklar hvordan du kan bruge et værktøj på en utraditionel måde
In-house viden
En af de største inspirationskilder er den viden, I allerede har internt i virksomheden. Måske skal du lede lidt før du ved, hvad der er vigtigt. Forhåbentlig hjælper de her punkter dig igang.
- Lav et casestudy, der viser, hvordan du selv eller dine kunder bruger et produkt/værktøj
- Snak med dine kollegaer om hvilke emner, der er vigtige for kunderne
- Tag fat på dit netværk eller din familie og hør, hvad de tænker om industrien, du arbejder i – skriv om svarene
- Find ud af hvilke spørgsmål I oftest får stillet i virksomheden
- Forklar typiske fagtermer der er relevante for dine kunder (Se f.eks. Amino’s Wiki sektion)
- Brug data fra Google Analytics til at finde spørgsmål og utraditionelle søgeord (eks. igennem organiske søgninger eller websitesøgning)
Branchen
Hvis du ikke ved det selv, må du spørge. I din branche gemmer der sig som oftest en masse personer med en ufattelig viden, og den kan du selvfølgelig udnytte på godt og ondt.
- Er der et omdiskuteret blogpost? Lav din egen research og understøt argumenterne, eller vær den frække og tag den modsatte holdning.
- Lav et interview med brancheeksperter, der gennemgår tips, nuværende trends eller problemstillinger (se f.eks. denne artikel med tips fra flere SEO eksperter.)
- Lav en samling af de vigtigste artikler indenfor et emne og del konkrete takeaways, der kan udnyttes
- Del tips eller best practices indenfor din branche
- Dræb myter der hersker i din branche
Uddan dine kunder
Der findes utroligt meget indhold på internettet der uddanner læseren indenfor et bestemt felt, og det er en snedig metode at skabe kunder på (jeg bruger selv denne metode). Her får du et par tips til, hvad du kan gå igang med nu.
- Lær dine kunder hvordan de bruger et stykke software eller værktøj
- Lav en quiz med relevante spørgsmål (Se f.eks. Thomas Rosenstand’s SEO Quiz)
- Lav en workshop eller et webinar
- Lav en brevkasse
- Besvar samtlige af dine kunders spørgsmål i blogformat
- Lav simple videosvar på spørgsmål fra dine kunder (se f.eks. WarbyParkerHelp på Youtube)
List posts
Nemmere bliver det vist ikke – jeg har selv gjort det lige her i artiklen, du læser. Jeg har samlet en lang liste, der giver værdi til læsere, der interesserer sig for online markedsføring. Men hvilke lister skal du lave?
- Lav en liste over populære nye produkter/værktøjer
- Lav en liste med tips fra industrieksperter
- Lav en liste med dine fem bedste værktøjer og forklar hvorfor de er vigtige
- Lav en ”best of” liste indenfor din industri
For et godt eksempel se Mikael Riecks nye liste over online ressourcer her.
Repurposing
Du har måske allerede en masse indhold på din hjemmeside, der er fantastisk godt, så hvorfor ikke udnytte det ved at genindpakke det og genudgive det?
- Genindpak evergreen indhold
- Kog lange blogposts ned til en ebog
- Indtal et blogpost og udgiv det som lydfil (Se f.eks. mit blogpost 3 Content Marketing emner alle kan tage fat på)
- Omskriv eksisterende indhold med en ny vinkel
- Kannibaliser indhold, der performer godt
- Lav en slideshare præsentation af et populært blogpost
- Lav en videopræsentation af et blogpost til Youtube
Forstå kundernes problemer
Du er nødt til at indse, at den vigtigste kilde til relevant indhold er dine kunder. Jeg mener, det er jo for at få flere kunder i bogen, at du laver indhold. Du kan nemt finde ud af hvilken information, de har behov for ved at:
- Deltage på messer
- Deltage på events
- Læse på debatforums
- Gennemgå din indbakke med spørgsmål fra kunder
- Lytte godt efter når kunderne ringer til dig (eller ring til dem selv)
Research dig til indhold
En anden fantastisk kilde der kan kræve lidt mere arbejde er research. Vælger du at bruge tiden på at researche kan det typisk give uventede resultater der i sig selv kan være fantastiske at dele.
- Brug værktøjer som topsy.com til at finde populære blogposts på social media og lav en dansk version med dine egne pointer og holdninger (dette blogpost er f.eks. inspireret af denne artikel fra Moz)
- Lav A/B tests (eller tilsvarende) og del processen og resultaterne (Eksempelvis som Michael Aagaard gør lige her)
- Lav et spørgeskema og del konkrete takeaways samt problemstillinger med anbefalede løsninger
- Analyser eksisterende markedsresearch indenfor din branche og lav din egen fortolkning
- Brug værktøjer som ubersuggest og tinysuggest til at finde relevante keywords du kan udvikle indhold omkring
Jeg ved at der findes et væld af andre metoder til at skabe indhold, men de her virker for mig – især når det kommer til at lytte til kunderne.
Hvad siger du?: Har du gode input til listen eller snedige teknikker du bruger til at finde ud af hvilket indhold du skal udvikle? I så fald håber jeg du deler dem her.
Inspirerende indlæg – tak for det Mikkel 😉
Når jeg løber HELT tør, tager jeg fat i min sparringsgruppe og ping-ponger idéer med dem. Alle små og store idéer skriver jeg løbende som stikord i min notesbog – og vender tilbage når jeg savner gode input. Hver idé kan skabe 2-3 forskellige typer af indhold, med samme eller forskellige vinkler. Er jeg gået helt i sort – holder jeg en skrivepause! Løber / går en tur. Tager i skoven med børnene eller læser en god bog. Hellere springe et indlæg over, end tvinge middelmådigt indhold i ud af tastaturet.
Mathilde
Hej Brigitta,
Dit sidste tip bruger jeg selv. Lidt frisk luft eller blodcirkulation virker utroligt godt når man mangler lidt inspiration 🙂
Punktet “Omskriv eksisterende indhold med en ny vinkel” er jeg helt enig i. (Ikke at det er det eneste 😉 )
Jeg kalder det blot, at skrive afledte artikler ud fra den viden, du har eller får omkring et emne, du skriver artikler om.
Det kan f.eks. være artikler om vaskemaskiner. I forbindelse med research omkring strømforbrug og energimærkning af vaskemaskiner (én artikel), er du faldet ny viden (for dig) om at vandets hårdhed kan have indflydelse på hvor meget vaskepulver, du skal bruge og hvordan du lettest vedligeholder din vaskemaskine, hvis du bor et sted med hårdt vand (ën artikel mere, men kun en gang research).
En anden måde at genbruge indhold på, er, som du også er inde på, at indtale det som lydfil, konvertere til video osv.
Jeg vil dog også anbefale, at man …
– bruger tekst-stykker til tweets.
– laver artiklen(artiklerne) til en rapport, som kan udgives (evt. gratis) på Saxo.
– udgiver artiklen på Facebook og andre lign. medier.
– indsætter det i en nyhedsbrevsfrekvens.
– laver artiklen om til et email-kursus.
– og meget, meget andet.
Men nu er det ikke kun artikler der kan genbruges på denne måde. Hver gang du laver noget indhold, er der muligheder for at bruge det videre.
Det kan f.eks. være når du har kommenteret på en blog som denne eller har svaret på spørgsmål i et forum, hvor det, du har skrevet kan bruges som et springbræt til en artikel, blogindlæg, video osv.
Rigtig gode pointer og ideer Bjarke. Har du set noget statistik på at lave brudstykker tweeable? Mange blogs bruger det og jeg kan godt følge ideen i det. Jeg synes bare ikke at have læst noget om at det giver flere delinger.
Jeg tænker ikke på at gøre dele af en artikel tweetable, men at man selv bruger dele af artiklen til at tweete ud, f.eks. for at gøre opmærksom på den.
Jeg har ingen data på om brudstykker folk kan tweete fra en artikel, rent faktisk nytter noget. Jeg ved blot, at jeg aldrig bruger muligheden, hvis den er til stede.
Aha… så misforstod jeg dig. Tak for afklaringen!