Sådan lærer du SEO fra begyndelsen – 8 indsigter, du skal kende

Sådan lærer du SEO fra begyndelsen – 8 indsigter, du skal kende

Sådan lærer du SEO fra begyndelsen – 8 indsigter, du skal kende

Synes du også, at SEO er et udfordrende begreb? Jeg er enig.

Jeg er i praktik hos Marketers.dk, og begrebet dukker op alle vegne. Jeg læser kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, men jeg har aldrig arbejdet med SEO før. Hvordan lærer jeg noget så omfattende fra begyndelsen?

Svaret er SEO-LEX 17! Forfatteren, Thomas Rosenstand, giver dig sine snart 18 års erfaring med SEO. Bogen indeholder alt om SEO fra A-Z, og den er bedst læst i portioner, da du får så mange input, der bare skal prøves med det samme. Det er en god investering, og så er den oveni købet både humoristisk og velskrevet. Mere om bogen senere.

SEO er et kæmpe felt, men bare rolig! Jeg har valgt 8 indsigter, du skal kende, hvis du også skal lære SEO fra begyndelsen. Se med her:

  1. Linkbuilding
  2. Sidetitler
  3. Content Marketing
  4. Konvertering
  5. Duplicate Content
  6. Social Media
  7. Billeder og video
  8. Du er, hvad Google gør dig til

Du får først et citat fra Thomas:

”Lad mig starte med at bringe en advarsel: Det her er lidt nørdet, men det er noget, du som minimum skal kende og kunne identificere.”

1: Linkbuilding

Emnet er stort, men uden tvivl det vigtigste værktøj til en god placering i søgemaskinerne. Det handler om at skabe links. Der er tre undergrene: intern linkstruktur, indgående og udgående links.

  • Se først dette eksempel på intern linkstruktur:

”Du kan sammenligne interne links med orienteringsskilte i et stort indkøbscenter – hvor din hjemmeside er indkøbscentret. Jo bedre skilte og anvisninger – jo gladere er kunderne, og jo mere omsætter forretningerne. Interne links gør det nemmere at finde fra fiskehandleren til skotøjsbutikken så at sige.”

Det taler for sig selv. En god intern linkstruktur gør det nemt for alle. Udover gode interne links skal du også bruge tid på dine ankertekster, men de er en sag helt for sig selv. Husk også, at du aldrig må lave nofollow på interne links!

  • De indgående links er andre sider, der linker til dig. Et link ikke bare er et link. MEN et link er altid en anbefaling, så få alle de indgående links, du kan. Det kræver, at du bruger tid på andre sider og fora. Ja, du skal være ude 24-7, men det er det hele værd.
  • Udgående links er mindst lige så vigtige. Din hjemmeside er en ressource og en del af en større helhed. Det er ren karma – hvis du tager, skal du også give. Her må du gerne være kræsen. Det siger også noget om dig, hvem du anbefaler, så link kun til relevant indhold.

2: Sidetitler

Sidetitler er et ganske omfattende emne, der har kæmpe indflydelse på dine placeringer i Google og på, hvor mange der klikker på netop DINE sider. Du kan rykke adskillige pladser op (eller ned) i Google ved at ændre på sidetitler. Det samme gælder din CTR, som kan øges eller sænkes væsentligt. Den vil du naturligvis have så høj som mulig.

Der er nogle regler, og du får et par af dem her:

  • Din sidetitel må være så lang, du vil, men er den mere end 487 pixels, klipper Google i den – og det har du som hovedregel ikke lyst til
  • Lav den aldrig kortere end 30 tegn/200 pixels
  • Nøgleordet skal stå først, men skal ikke gentages – dog kan ental og flertal kombineres
  • Den skal opfordre til klik

Når nu folk klikker ind på din side, takket være de gode sidetitler, skal du få dem til at blive. Hvordan? Med et hamrende godt indhold.

3: Content marketing

Det leder os videre til content marketing, der har været fremme i mange år. Men der skal mere til end før. Kort fortalt skal du:

  • Lave godt og relevant indhold henvendt til kernemålgruppen
  • Tiltrække dine potentielle kunders opmærksomhed, så du skaber tillid, relationer og i sidste ende øget efterspørgsel på dine produkter eller tjenester
  • Være fremme i skoene
  • Give dine gæster det, de vil have i form af svar på de spørgsmål, de end ikke vidste, de sad med

Content Marketing handler om at få publiceret indhold, der giver dine læsere værdi. Det er dig, der uddanner dem gennem din side. Du skal gøre DUS (den uvidende søgende) til DVS (den vidende søgende).

Så gør det ordentligt. Sørg for, at du er den tydelige afsender. Det er dit brand, det handler om.

4: Konvertering

Her er en af de fundamentale. Uden konverteringer er søgemaskineoptimering omsonst. Du kan ikke leve af placeringer eller trafik. Konverteringer er formålet med din side, for du vil have folk til at gøre noget – det kan være at købe, tilmelde sig et nyhedsbrev eller bede om at blive kontaktet.

Du vil gerne have en god placering i Google. Når det sker, stiger din trafik, og det kan nogle gange medføre, at din konverteringsrate falder. Jo flere besøgende – jo flere “osere” uden reelt ønske om at handle, købe etc. er der naturligvis. Så:

Trafik, der ikke konverterer, er rent spild!”

Så det handler om, at du skal helt op i næsen på dine kunder. Du må forvente, at de ikke ved det, du ved – hvor skal de klikke? Hvad kan de købe, bestille eller opnå her? Tag dem i hånden og gør det nemt for dem. På den måde vinder alle.

Jeg håber, du allerede nu kan se, hvor vigtigt og omfattende SEO er. Jeg citerer igen fra bogen:

Kapitlet her er bogens største. Og det vigtigste. Sørg for vand, kaffe, te eller hvad du nu foretrækker. Du får brug for det!”

Men gem den kaffe til senere, jeg kan ikke vente med at give dig de sidste 4 indsigter i SEO. Vi er allerede godt på vej. Men på trods af konverteringer, gode links og indhold, kan du stadig støde på problemer, såsom:

5: Duplicate content

Duplicate content er det samme indhold eller tekst på mere end én webadresse. Det er et voksende problem, som du skal tage alvorligt.

Forklaret med Thomas’ ord:

Hvis du kæmper mod ”uforklarlige kræfter” i forhold til at blive synlig i søgemaskinerne, kan det sagtens være et duplicate content problem, du kæmper mod. Og er det tilfældet, skal du have det løst. At kæmpe om gode placeringer med en hjemmeside, der lider under duplicate content, svarer til at løbe en maraton med en brækket fod og 80 kilo på ryggen. Det dur altså ikke!”

Årsagerne kan være mange: flere domænenavne, sortering eller paginering er eksempler, der kan generere duplicate content. Heldigvis findes der også flere løsninger:

  • robots.txt
  • noindex
  • redirects med 301
  • korrekt brug af Canonical URL Tag

Og du SKAL løse problemet. Du vil ikke være den, som Google udelukker eller placerer på side 5 i søgeresultatet. Det vil koste dig dyrt.

6: Social media

Sammenhængen mellem SEO og de sociale medier taler sin egen sag. Det er især G+, Twitter og Facebook, der virker. Her får du eksponering på et netværk, der når jorden rundt på et øjeblik. Resultatet kan være enorme mængder trafik.

Blogs skaber også trafik, og de kan være en sand linkmagnet. Nogle blogs har dobbelt så mange besøgende som selve hjemmesiden!

Der findes også mere ukendte sociale medier, der er gode, såsom Storify. Brugen af sociale medier er altså ikke længere et valg, det er et must.

Den eneste begrænsning er døgnets 24 timer. Thomas siger:

”Ingen af dem (undtagen profilen på Storify) giver direkte linkværdi, men de giver dig en kolossal effekt på andre felter, og de kan give dig masser af indirekte linkværdi, fordi de er geniale til at skabe opmærksomhed om din hjemmeside – som folk så linker til.”

Vær så aktiv, du kan, men sørg for at sikre dit navn. Uanset dit valg af sociale medier, så husk det gode indhold – og konvertering! Du har jo læst de forrige punkter, ikke?

7: Billeder og video

Ingen gider bruger lang tid på en hjemmeside, der kun består af tekst. Billeder og grafik gør din side mere levende, men sørg for at de støtter op om emnet.

Og en vigtig detalje: ”Tekst er guf.”

Søgemaskiner kan i store træk kun læse tekst, så sørg for at have gennemtænkte Image Alt Tags på dine billeder. På den måde dukker du op flere steder i søgeresultaterne – også longtail søgninger. Er dine billeder links, er det teksten i Image Alt Tag, der tæller som ankertekst. Det glemmer alt for mange! I den forbindelse får du lige et fif fra Thomas:

”Læg alle de kendte stavefejl og fejlskrivninger ind i Alt Attributter på grafik og billeder på din hjemmeside. På den måde får du teksten (den forkert stavede) med ind på din side, uden at nogen ser den. Det er da lidt smart, ikke?”

Video er endnu bedre, da de giver mere troværdighed. Glem ikke, at YouTube nu er den næststørste søgemaskine i verden! Er du synlig der og i Google, dækker du altså bredt – meget bredt!

Begge dele trækker trafik ind på din hjemmeside, hvis de dukker op i Googles søgeresultater. Og det gør de, hvis du sørger for at optimere dem!

8: ”Du er, hvad Google gør dig til”

Den sidste er kort, men vigtig. Det er ret simpelt. Sagt med endnu et citat fra Thomas:

”Jeg plejer at sige, at Google er klog som bare pokker og dum som en dør.”

Og hvad betyder det for dig? At du ikke skal overlade til Google, hvad du kan styre selv.

Men hvad så nu?

Det er vigtigt, at du ved, at intet ved SEO er simpelt. Det er en 360 graders proces, så du kan ikke nøjes med enkelte elementer. Alt skal spille sammen for at det lykkes, og alligevel kan du aldrig helt læne dig tilbage. SEO er dynamisk og ændrer sig hele tiden, så det kræver meget af dig.

”Husk, at søgemaskineoptimering aldrig er en kamp mod Google og de andre søgemaskiner. De er dine forbundsfæller. Du skal kæmpe mod dig selv i form af dine (måske) indgroede holdninger og muligvis en vis berøringsangst. Og du kommer sandsynligvis til at skulle kæmpe mod vrangvillige webbureauer og programmører. Nå ja – så er der konkurrenterne. Dem giver du tørt på, hvis du gør noget for det – og bogen her vil hjælpe dig.

Jeg lovede i starten at vende tilbage til bogen, og nu er det vist på tide.

Som studerende læser jeg en del. Alligevel er denne bog det bedste, jeg længe har læst. Foruden et fantastisk indhold, er den nem at orientere sig i og særdeles velskrevet. Man forstår, hvad Thomas mener, bl.a. takket være det levende billedsprog. Han er ærlig og ligefrem i de eksempler, han præsenterer, og han taler til dig – og kun til dig.

Han bruger udtryk som ’bylden i rumpen’, der giver bogen et frisk pust. Jeg kan kun anbefale, at du læser SEO-LEX 17.

Bogen slutter med disse ord: ”Og så er der ikke mere med småt. Gå så efter den 1. plads – og held og lykke!”

Jeg siger:  Skynd dig at få fat i bogen og tag SEO seriøst. For hvis alle opbygger deres side efter Thomas’ anbefalinger, opstår der stor konkurrence om den førsteplads!

 

Vil du vide endnu mere?

Thomas er en aktiv områdeekspert på Marketers.dk og har deltaget i adskillige webinars. Som medlem har du direkte adgang til al hans viden.

Se listen over webinars med Thomas her: http://marketers.dk/webinars/rosenstand/

 

Om bogen

SEO-LEX 17 – købes på www.seo-lex.dk

7. udgave

Danmarks mest læste bog om søgemaskineoptimering

Forfatter: Thomas Rosenstand

Udgivet: December 2016
TCON Services, Pompano Beach, FL
www.concept-i.dk