20 forskellige typer affiliates (de fleste benytter du ikke endnu)
Når jeg arbejder med og rådgiver webshops, så er det meget sjældent, at vi kommer ind på at tale om ”typer af affiliates”.
For langt de fleste handler det om, enten at få flere affiliates eller at få de eksisterende til at skabe mere salg end de allerede gør (ofte begge dele).
De to områder er absolut også relevante at arbejde med, men der er et tredje område, som ofte bliver overset.
Nemlig hvilke ”typer” affiliates, der er med til at skabe salget til webshoppen.
For rigtig mange webshops ser fordelingen af deres affiliates nogenlunde sådan ud:
Ser ovenstående fordeling nogenlunde bekendt ud?
Så læs videre og se, hvorfor det kan blive en udfordring, og hvilke andre muligheder du har.
Afhængighed af én type affiliate
Der er i princippet ingen grund til at være afhængig af kun en eller to typer affiliates.
For rigtig mange webshops er det tilfældet lige nu.
Så længe at alt kører godt, så betyder det naturligvis ikke det store, men det kan desværre også resultere i nogle uhensigtsmæssige risici.
Du bliver sårbar, hvis dit fokus er for snævert.
Selvom det ikke er nogen hemmelighed, at de affiliates, der arbejder med rabatkuponer, tilbud og andre former for incitamenter, er dygtige, så ligger der også en masse uudnyttet potentiale andre steder.
Det er klart, at folk der leder efter gode tilbud, rabatter og kuponkoder er tættere på købet, end folk der søger information. Konverteringen af denne type trafik vil være højere.
Har denne type affiliates store e-mail lister, så er det også noget, der kan skubbe en masse salg igennem for de rigtige produkter.
Men det betyder ikke, at du skal begrænse dig til den slags affiliatesamarbejde.
Nedenfor vil jeg komme ind på en masse forskellige ”typer” af affiliates, som du kan arbejde med.
Gøres det korrekt, så vil det ikke kun give dig en masse ekstra salg, men det vil også skabe et mere solidt fundament for den del af dine forretning, der arbejder med affiliate marketing.
1. Producenter af indhold
Dette er en ret udbredt gruppe.
Den indeholder bloggere, journalister, skribenter og alle former for websites, der arbejder med at publicere indhold til nettet.
Denne gruppe er kæmpe stor, og undersøgelser har vist, at det også er den gruppe, som flest webshops gerne vil samarbejde med (hvilket jeg godt kan forstå).
Bemærk, at gruppen IKKE indeholder alle kendisbloggere mv., der arbejder i netværk som fx BloggersDelight mv. (de nævnes særskilt længere nede).
Mange i denne gruppe kender slet ikke til konceptet “affiliate marketing”, så vær forberedt på, at du skal uddanne dem i den del først.
Kald det evt. blot kommissionsaflønning. Det ved de fleste hvad er.
2. Affiliates i relaterede nicher
Mange webshops glemmer at tage kontakt til eksisterende affiliates, som arbejder i andre nicher.
Altså nicher, der ikke er 100% identisk med den, du sælger produkter i.
Men det kan der være et stort potentiale i…
Lad os fx antage, at der er en affiliate, der driver en hjemmeside, der anmelder sportsudstyr i forskellige former.
Selvom det måske ikke er faldet dig ind, så kunne det sagtens være interessant for affiliates at sælge dine produkter, hvis du eksempelvis handler med:
- Fodboldrejser, ophold på Lazanta Sport
- Sportsmassage
- Personlig træning
- E-produkter til at blive bedre til sport X
Hvis dele af kundegruppen, der besøger det pågældende website, kan have en potentiel interesse i de produkter, du sælger, så kan et affiliatesamarbejde give mening.
3. Affiliate værktøjer
Der er rigtig mange affiliates, der arbejder med forskellige former for værktøjer.
Er du ikke selv affiliate, så kender du dem måske ikke, men det kan eksempelvis være værktøjer som:
- SkimLinks
- VigLink
- GoldenCan
Det, de værktøjer gør, er, at de omdanner eksisterende indhold til affiliate links for bloggeren (automatisk).
Du vil som annoncør kunne lave direkte aftaler med de pågældende virksomheder bag værktøjerne.
De tre omtalte værktøjer bliver primært benyttet i engelsktalende lande, så hvis du har en engelsk version af din hjemmeside, så kan det være en oplagt vej at undersøge.
Hold dig dog ikke tilbage fra at tage en dialog med dem omkring mulighederne for Danmark.
4. Velgørende organisationer
Jeg kan ikke huske, hvilken stor dansk webshop, der brugte denne teknik for nylig, men det kan virke super godt.
Rigtig mange velgørende organisationer mangler penge til deres sag og kan derfor være interesserede i en eller anden form for samarbejde.
Det kunne eksempelvis være, at den lokale fodboldklub, cykelhold eller skoleklasse havde brug for at samle ind til et eller andet.
Kan du som webshop lave en aftale med dem om donationer fra dig i forhold til, hvor meget salg de kan skaffe, så vinder begge parter.
5. Kuponer og rabatter
Jeg har nævnt dem i indledningen af denne artikel, så jeg vil ikke komme så meget ind på dem igen.
Den letteste måde at finde dem på er ved at søge efter produkter/brands + ord som:
- rabat
- tilbud
- kupon
- spar
- billigste
Meget ofte vil disse affiliates forsøge at ranke på produkter og brands, selvom der ikke eksisterer tilbud eller kuponer.
Husk at lægge mærke til, om de opsamler e-mails. Det kan være en interessant liste at sende et tilbud ud til.
6. Feeds og datadrevne sider
Rigtig mange af de dygtigste affiliates arbejder med skalering og med at bygge store hjemmesider.
Det kan være, at de arbejder med prissammenligning som Pricerunner eller EDB priser.
Eller, at de bliver direkte søgemaskiner indenfor et bestemt område som Momondo eller Hotels.com.
Rigtig mange er dog sat op som en slags shopping portaler indenfor større eller mindre nicher.
De henter produkter ind fra et hav af forskellige webshops, og giver de besøgende et langt større produktudvalg, end den enkelte webshop kan.
Man kan sige, at Amazon gør det lidt med deres ”Amazon Store” koncept.
7. Domæne affiliates
Jeg siger ikke, at du skal benytte denne slags affiliates, men du skal vide, at de eksisterer.
De lever lidt på kanten, da hele deres koncept går ud på, at folk taster forkert, når de vil besøge en URL.
Lad os tage et tænkt eksempel: Du sidder som søgende og taster Amazno.com i stedet for Amazon.com.
Prøver du at gøre det nu, så bliver du redirected til den rigtige Amazon side. Måske fordi Amazon allerede ejer domænet og ved, at folk kan finde på at taste forkert.
Men i princippet kunne det også godt være en affiliate, der havde købt ”fejl-domænet” og lavet en redirect gennem sit eget affiliate link.
Personligt synes jeg denne slags forretning er forkert, men nu ved du, at den eksisterer, og om du så vil tænke kreativt og komme med en løsning til, hvordan du kan bruge det i din egen forretning, vil jeg lade være op til din fantasi.
8. E-mail marketing affiliates
E-mail markedsføring er stadig en af de mest effektive og profitable måder at skabe trafik, konverteringer og profit.
Vi læser e-mails som aldrig før, og selvom vi modtager tonsvis af nyhedsbreve hver dag, så virker de stadig i stor stil.
Som annoncør ved du det sikkert allerede fra din egen e-mailliste…
Men har du overvejet at gøre brug af dine affiliates e-maillister?
Mange af de affiliates, du allerede samarbejder med, har lister i en eller anden størrelse.
Hvorfor ikke finde ud af, hvordan du kan gøre brug af de lister (og naturligvis betale affiliaten en kommission, selvom du skal lave det meste af arbejdet).
Og hvordan med alle de andre e-maillister, der findes derude… ?
Mit gæt er, at du kan finde lister, der samlet set vil kunne få dit budskab ud til +100.000 mennesker og udelukkende betale affiliate kommission, når det resulterer i salg.
9. Loyalitetsprogrammer
Der findes mange forskellige loyalitetsprogrammer og variationer derude.
Kort sagt så handler det om, at hjemmesiden motiverer folk til at handle gennem deres affiliatelink, mod en eller anden form for modydelse.
Det kan være en kontant aflønning (de tager måske og deler af den kommission, du betaler dem).
Men det kan også være, at de optjener point eller andre former for ”virtuel valuta”.
Du kender det måske fra de fysiske dagligvarebutikker.
Her kan man ofte få en ”bonuscheck”, når man har købt for X kroner… eller man samler klistermærker for at kunne bytte dem til 5 kg kaffe.
Dette koncept har eksisteret længe, og en del affiliates gør brug af det på mange kreative måder.
Overvej om det kunne give mening at lave (eller udvide) et samarbejde med denne type affiliates.
10. App til mobiltelefoner
Det her er ikke en type affiliates, som de fleste tænker over, men derfor kan de også være super effektive.
Vi har nok alle sammen apps installeret på vores smartphones.
Når en app er gratis, så bliver der gerne vist en eller anden form for reklame.
Den reklame kan være for dit produkt.
Du får ikke kun branding ud af det, men også salg (mod affiliate kommission), når en mobilbruger klikker på annoncen og kommer hen til din butik og køber.
Hvis du sælger sportsartikler, er der så sports- eller fitnessapps, du kan samarbejde med?
Hvis du sælger køkkengrej, er der så opskrifts- eller kalorieberegningsapps, du kan samarbejde med?
Tænk gerne bredt.
11. Affiliates der arbejder med PPC
I denne kategori finder du naturligvis affiliates, der arbejder med Google Adwords, Bing Ads og Facebook annoncering.
De er ofte SUPER skarpe til deres fag, da det ellers ikke kan give økonomisk mening for dem.
Mange annoncører tillader ikke PPC affiliates at lede trafik direkte til deres webshop.
Det mener jeg som udgangspunkt er forkert. I hvert fald uden først at have regnet på tallene…
Meget ofte vil det være billigere at lade affiliates betale for klik til Google og Facebook og udelukkende give dem kommission, når de sælger noget.
Du kan i princippet kigge på, hvad din nuværende EPC værdi er.
Hvis den er lavere end de klikpriser, du betaler til Google, så bør du nok tillade PPC for affiliates.
Men stop ikke der…
Der er hundredevis af andre kanaler, der kan købes trafik på, og nogle affiliates tjener kassen på denne disciplin.
De har aftaler med kæmpe medier og bureauer, som kan skaffe massive mængder trafik til næsten ingen penge.
Det kan godt være, at konverteringen ikke er helt i top, men mængden af trafik opvejer det og giver stadig en god business case.
12. Telefonsælgere
Det er ikke alle typer virksomhed, der kan gøre brug af telefonsælgere på kommission.
En god telefonsælger kan være super effektiv for den rigtige type produkter, og hvis vedkommende arbejder for en ren kommission, så er det fuldstændig det samme som at have en affiliate.
13. Test og/eller sammenligningssider
Som forbruger i dag vil vi gerne høre, hvad andre mener om de produkter eller ydelser, vi kigger på, INDEN vi køber dem.
Derfor er der et kæmpe marked for affiliate sider, der tester, anmelder, sammenligner og vurderer de mange forskellige produkter og serviceydelser, der findes.
Der foretages et hav af søgninger på termer som ”test af…”, ”review…”, ”anmeldelse af…” osv.
De søgninger er affiliates rigtig gode til at opfange og vil bedre kunne fremstå som en uvildig part eller blot en helt almindelige forbruger.
Det er den slags, vi tror på som forbrugere og den slags, der får os til at vælge et produkt til eller fra.
14. Remarketing/retargeting affiliates
Der findes affiliates, der specialiserer sig i outsourcing af remarketing og retargeting via en affiliate model.
Tag eksempelvis et kig på virksomhederne Upsellit.com eller Ve.com.
Via personalisering formår disse affiliates at forøge salget (ofte ganske betydeligt).
Det er en meget anden type affiliate marketing, end de fleste er vant til.
I stedet for at betale konsulenter eller softwarehuse en masse penge for at foretage de samme tiltag, så kan du her ”slippe” med en kommissionsaflønning.
15. Influencers på sociale medier
Der er en stor gruppe af nye ”stjerner” i dag.
Vi har valgt at kalde dem ”influencers”, fordi de har et stort følge af mennesker, der lytter til, hvad de har at sige.
Uanset om det er kendte bloggere, folk på Instagram, YouTube stjerner eller andre, så har de formået at gøre noget rigtigt og få folk til at lytte til dem.
Det kan du udnytte som webshop, hvis du kan få personerne i tale.
Ofte vil du løbe ind i, at disse ”kendisser” vil have upfront betaling, før de vil omtale og reklamere for dig.
I rigtig mange tilfælde er det betydelige beløb, og desværre også gerne væsentligt mere end de formår at skaffe omsætning for.
Men er du lidt kreativ (og klar til at betale), så kan disse influencers godt overtales til at blive aflønnet som affiliates.
Har de mange og loyale følgere/fans, så kan de give et gevaldigt boost til din omsætning.
Honorerer du dem med en attraktiv kommission, så vil de stadig komme til at tjene en masse penge på deres navn og arbejde… Forskellen er, at det kommer du også til.
Så hvis en influencer arbejder for en affiliate kommission, så bærer hun eller han risikoen for, om deres ”brand” er stærkt nok til at konvertere til salg.
Hvis du vil læse mere om at finde influencers, så tag et kig på denne artikel.
16. Fælles affiliatesamarbejder
Du har muligvis allerede hørt om denne type samarbejder. Det er eksempelvis:
- BloggersDelight
- Nouw
- Blogly
- SelectedBloggers
- BloggerFy
- …og mange flere
En gruppe af bloggere arbejder sammen i et ”netværk” og hjælper derigennem hinanden med at blive mere populære.
Firmaerne bag søger for, at bloggerne kommer til at tjene penge via sponsorerede aftaler, affiliate marketing og andre former for reklame.
For denne ydelse tager de selv en andel af de indtægter, der skaffes.
Som virksomhed kan det være interessant for dig at indgå et samarbejde med dem, hvis dine produkter eller ydelser henvender sig til bloggernes målgrupper.
Vær obs. på, at dette er et mere professionelt setup, og du skal derfor have gang i dine forhandlingsevner for at sikre dig en god pris.
Til gengæld er netværkene ofte store og kan derfor flytte en fornuftig mængde salg.
17. Software og/eller toolbar samarbejder
Har du nogensinde downloadet et stykke gratis software?
Det er jeg næsten sikker på, at du har.
Hvad med fx Adobe Acrobat Reader til at læse dine PDF filer?
Så kender du nok denne skærm:
Har du nogensinde lagt mærke til de ”ekstra tilbud”, du får installeret eller bliver præsenteret for?
I ovenstående tilfælde er det Google og Adobe der har indgået et samarbejde, men i princippet kunne det være hvem som helst, der fik lov til at præsentere sine produkter.
På samme måde som med apps til smartphones, så findes der i titusindvis af softwareløsninger, toolbars, addons til browsers osv. derude.
Hvilke af disse kunne det give mening for dig at indgå et samarbejde med i bytte for en affiliate kommission?
18. Video marketing eksperter
Youtube er verdens næststørste søgemaskine (30 mio besøgende PR. DAG) og må derfor ikke undervurderes.
Derfor har jeg valgt at give denne sit eget punkt, selvom den kunne have ligget under ”Producenter af indhold” sektionen.
Uanset, om du allerede selv producerer et hav af videoer eller ej, så er der helt sikkert et uudnyttet potentiale for dine produkter eller serviceydelser på Youtube og med video.
Find personer der er dygtige til at arbejde med video og se, om ikke de kunne være interesserede i et affiliate samarbejde.
Et eksempel på en virksomhed, der gør det rigtig godt med sine videoer, er SkoBox.
Et hav af produktvideoer, der giver værdi til seeren.
Findes der affiliates derude, som allerede gør det samme (eller som kunne gøre det samme)?
Få dem i tale og hør, om de er interesserede i at promovere det, du sælger.
19. Kundeklubber
Der findes et hav af ”kundeklubber”, og der bliver kun flere…
I mange tilfælde fungerer de lidt på samme måde som loyalitetsprogrammer, bare under et andet navn.
- Sælger du vin, så kan du måske lave en aftale med Winefamily
- Sælger du kosmetik, så kan du måske lave en aftale med LuxPlus
- Sælger du rejser/oplevelser, så kan du måske lave en aftale med FDM Travel
Find selv på flere…
Og husk på, at der kan være klubber, derude der henvender sig til dit segment, men er i en anden niche.
Dem må du ikke overse.
Udover kundeklubber, så findes der også foreninger, som folk er medlem af.
Et godt eksempel er Ældresagen… De har et hav af tilbud og rabatter, så hvorfor ikke undersøge muligheden for et samarbejde med dem?
Det kan godt være, at de ikke vil have en affiliate kommission og blot lade den gå videre til deres medlemmer som en besparelse.
For dig bliver effekten det samme, så det er værd at undersøge, ikke?
20. Virksomhedsaftaler
Store virksomheder har ofte et intranet og meget gerne med en liste af tilbud.
Lidt på samme måde som med fx Ældresagen, så vil de nok ikke have affiliate kommission, men hellere give rabatterne videre til deres medarbejdere.
Der findes rigtig mange virksomheder, du kan tage fat i. Specielt, hvis du sælger produkter, der appellerer til den brede befolkning.
Kært barn har mange navne, og som du kan så på ovenstående liste, så er ”affiliate” ikke bare en enkelt fast defineret ting.
Det findes i mange afskygninger og kombinationer.
Affiliates breder sig også gerne over flere af ovenstående muligheder.
Eksempelvis kan den samme person/virksomhed godt arbejde med både indhold, video og prissammenligning.
Det vigtige for dig som annoncør (webshop) er at tage den kreative detektivhat på og undersøge alle de muligheder, du mener giver mening for de produkter, du sælger.
Leave a Reply