Vurder, beregn og optimer værdien af dine links med datadrevet linkbuilding

Vurder, beregn og optimer værdien af dine links med datadrevet linkbuilding

Hvordan identificerer man overhovedet værdien af et link?

Hvilke faktorer spiller ind, og hvordan kan man optimere sine ressourcer ift. outreach samt link‐kampagner og/eller sit indkøb af links og advertorials.

Dette indlæg vil give dig en konkret step-by-step metode til at estimere værdien af et eller flere links. Dernæst vil du se, hvordan du hurtigt og nemt kan beregne en tilnærmelsesvis realistisk værdi samt optimere værdien gennem hypotesetests.

Hvis du er en reflekterende search‐marketer, så har du overvejet (mange gange):

“Er al den energi og økonomi, vi bruger på linkbuilding mon pengene værd?”

Illustrationen, herunder viser et sundt regnestykke:

Cash Flow Linkbuilding

Måske har du selv overvejet, om du vil give dit SEO team flere ressourcer til linkbuilding?

Måske har du siddet i et SEO team og ønsket flere bevillinger til at arbejde med din hjemmesides autoritet, men ikke haft dataene i orden til at få flere ressourcer fra din overordnede.

Hele humlen er, at de fleste mangler en metodisk proces til at anslå værdien af links. Dertil hvorvidt de får et godt afkast på deres investerede kapital i links – uafhængigt af, om det primært er tid eller penge.

Vurder og analyser værdien af et link

Har links i sig selv en værdi? Nej. Links er et middel til et mål.

Målet kan enten være en øget autoritet i Google, som på kort eller lang sigt vil resultere i mere organisk trafik og/eller referral trafik fra den side, som linker.

Links, i sig selv har ingen værdi. Det er vigtigt at holde for øje. Til gengæld kan de afledte effekter af linket typisk ift. organisk trafik have utrolig stor værdi.

I artiklen “9 Interessante SEO Indsigter…” fremlægger jeg, at links med al sandsynlighed øger din placering i Google. Links er således en proxy for organisk trafik.

Én annonce eksponering har oftest heller ikke har den store værdi, men det klik, som man får fra eksponeringen, kan resultere i et salg længere nede i tragten.

Byg en realistisk hypotese omkring din placering

Lad os antage, at jeg fortsat lavede SEO for HBO, og du skulle hjælpe mig med at bruge deres budget bedst muligt.

Vi har således ikke besluttet endnu, om der overhovedet skal investeres i linkbuilding.

De ranker, som du kan se fra skærmbilledet herunder, nr. 6 i Google i Danmark på søgeordet “The Office” (det er en amerikansk comedy‐serie).

The Office Søgning

Nu skal vi evaluere, hvor meget (eller lidt) det vil flytte vores placeringer i Google, hvis siden fik et eller flere links.

I dette eksperiment overvejer vi at integrere vores linkbuilding med en PR‐kampagne for serien, som antagelig vil resultere i en 5-6 fornuftige links – til denne underside.

HBO er et stærkt brand, og man kan måske lave lidt støj og hype i forbindelse med en ny sæson‐udgivelse eller lignende.

Vi har en hypotese om, at disse links vil rykke os fra placering 6 til 3 over en periode på 4 måneder. Hvordan man vurderer dette er et indlæg for sig. Kort fortalt tror vi på, at vi kan ramme top 3 sammen med den engelske Wikipedia og IMDB.

Notér 4 ting:

  • Placering i dag
  • Forventet placering i fremtiden (efter links)
  • Transitionsperioden i måneder
  • Søgninger pr. måned for søgeordet (9.600)

Du kan naturligvis ikke være sikker på, at du har ret i din hypotese. Men alternativet til at bygge en hypotese er at stole på ens mavefornemmelse om, at linkbuilding over tid nok skal tjene sig hjem.

Det forkerte spørgsmål er, om linkbuildingen vil tjene sig hjem.

Det rigtige spørgsmål er, hvor hurtigt din investerede kapital vender retur, hvilket afkast du får på dit investerede SEO budget, og om det kan måle sig med andre marketing‐kanaler ift. dine vækstmål.

Hvad vil denne link kampagne koste?

Er dette købte links eller hvor mange mandetimer skal der lægges i kampagnes til at skrive pressemeddelelser, lave outreach og lignende?

Gør dig nogle realistiske tanker om hvor meget der i virkeligheden investeres i kampagnen. Hvad end det er ‘koldt’ linkindkøb eller en mere kreativ linkbuilding kampagne. Notér beløbet.

I vores case antager vi, at det med lidt ekstern PR konsulenthjælp og vores interne ressourcer vil løbe op i en investering tilsvarende omkring 30.000 kroner.

Hvor meget tjener du på dine besøgende?

Inden vi kan beregne og optimere værdien af din linkbuilding strategi, så skal vi bruge nogle nøgletal omkring værdien af dine besøgende.

Hop ind i Google Analytics eller den analytics platform du arbejder med. Her er det vigtigt, at du vælger segmentet ‘organic traffic’ så du isoleret set kigger på din trafik fra søgemaskiner.

Dernæst hopper du ned under ‘landing pages’ og finder den underside, som du overvejer at linkbuilde til. Herfra bør du notere følgende metrikker:

  1. Konverteringsraten for en besøgende på den underside fra Google
  2. Værdien af den givne konvertering på jeres site

De to metrikker gør det muligt at beregne gennemsnitsværdien pr. besøgende fra Google til den specifikke underside. Denne værdi spiller naturligvis, en meget afgørende rolle for afkastet af en potentiel link‐kampagne.

I vores HBO case antager vi en konverteringsrate på 0,5% og en værdi pr. konvertering på omkring 700 kroner. De fleste har deres abonnement i en periode omkring 6-8 måneder. Min hukommelse fortæller mig, at 7 måneder var gennemsnittet – uden at jeg afslører nogle store forretningshemmeligheder.

Beregn værdien af dine links

Nu er det blevet tid til matematikken. Med disse mange metrikker og vores hypotese kan vi beregne et fornuftigt estimat på værdien af vores links.

Når vi fusionerer vores hypotese den nye placering i Google (som vi får grundet vores link kampagne) med de økonomiske metrikker, kan vi simulere et fremtidigt pengestrøm (cash flow).

Beregneren jeg bruger i indlægget her, som du kan få gratis, gør det for dig.

Denne pengestrøm tilbagediskonterer vi til nutidsværdi, hvorefter det kan beregnes, hvor mange måneder der går, før vi får vores penge ’tilbage’, samt hvor meget vi vil tjene på investeringen over de kommende måneder og år.

Matematikken er ikke super kompliceret. Men en række formler og systematikker, som jeg allerede har bygget ind i beregneren, gør udredningsarbejdet til en leg.

Backlink Værdi Beregner

Hvad skal du skrive i associated volume?

Nogle søgeord har mange tæt relaterede søgninger, og nogle undersider rangerer på en lang række af søgeord. Hvis du får 4 nye, gode links til én underside, så har det naturligvis en afsmittende effekt, som hverken skal undervurderes eller glemmes. Derfor har du muligheden for at tilføje eksempelvis “50%”. Det er øvrig volumen, som du forventer i relation til søgevolumen på det primære søgeord. Du kan tænke på det som mid-tail og long-tail.

Alternativrenten er den vækst, du forventer af din marketing, som en baseline. Hvad er dit minimums vækstkrav for en marketingkanal pr. måned? Husk at 25% vækst om året svarer til omkring 1,9% pr. måned.

Som det fremgår af pengestrømmen i kolonne G, så starter vi med at investere 30.000 kroner nu (måned 0). Vi tjener 953 kroner mere i de to måneder efter, vores investering/kampagne. Tredje måned er 2.274 kr. over pre-kampagne‐niveauet.

Efter 3 måneder har vi opnået den nye forventede placering og tjener nu 4.316 kroner mere pr. måned, end før vi gennemførte kampagnen.

Over nogle måneder tjener vi vores investering hjem, og som det kan ses i beregnerens tekst referat, så tager det, omkring 10 måneder før vi rammer breakeven. Dertil vil vi efter 24 måneders fremskrivning have et positivt overskud på 46.646 kroner fra kampagnen:

Backlink Value

Er det godt? Jeg skal nok vende tilbage med benchmarks og refleksioner i slutningen af indlægget. Ikke desto mindre giver det os en konkret hypotese og case.

Hvis vi går videre med denne kampagne, forventer vi x links, som vi forventer, giver y placering i Google, som vil give z ekstra omsætning pr. måned, som betyder, at vores investering er tjent hjem på g måneder, og vil give et overskud over 24 måneder på t kroner.

Optimer dine hypoteser

Du vil hurtigt opdage, at denne meget systematiske metode giver en vanvittig indsigt. Siden jeg opfandt dette framework, har jeg flere gange opdaget deciderede investeringsfejl fra mig selv, fordi min proces ikke har inkorporeret nok data til at fjerne min forudindtagethed.

Hvis du har en 5-6 sider, du arbejder hårdt med ift. linkbuilding, så prøv at bruge denne metode én ad gangen på dem alle, og se, hvor dine, 5-, 10- eller 100 tusinde kroner til linkbuilding er bedst givet ud.

Tip: Folk har det typisk med at undervurdere vigtigheden af en top, topplacering.

Det kan ofte føles tilfredsstillende at ligge godt til, på midten af side ét med en bred palet af søgeord. Faktum er dog, at trafikken. du får eksponentiel, højere CTR for hver placering, du kommer mod placering 1.

Som udgangspunkt er én placering 1 mere værd end fire placering 6. Det er ret afgørende for økonomien, og alle disse småting hjælper modellen med at beregne – så vi undgår mavefornemmelser.

Værdien er ikke ens for alle

Det er ikke unormalt, at jeg får spørgsmål som: “Er dette link ikke supergodt til prisen”, “Synes du jeg skal købe den advertorial?” og “Outreach er bare så dyrt, Christian. Tror du nogensinde, at det kan svare sig?”

Værdien af et link

Det afhænger naturligvis, af de metrikker, vi har gennemgået i dette indlæg.

Hvad forventer du, linket vil gøre ved din placering (og deraf din CTR), samt hvilken forøgelse i dine pengestrømme vil denne nye og bedre placering i Google medføre.

Den ser langtfra således ud for alle:

Cash Flow Linkbuilding

Disse nøgletal, data og metrikker varierer fra firma til firma, søgeord til søgeord og underside til underside. Således er det pr. definition umuligt at give et godt oplyst universelt svar. Det afhænger af den specifikke case.

Selvfølgelig er det ikke 100% præcist

Vi ved, at selv erfarne SEO-specialister er dårlige til at vurdere, hvilke sider, som rangerer højest i Google.

Derfor er det en fair antagelse, at vi nok også er dårlige til at vurdere, hvor mange links vi får fra en kampagne, samt hvilke konsekvenser det dernæst vil have for vores placering i Google.

Modellen forventer at vores placering ændres over nogle måneder, hvilket er meget realistisk. Til gengæld antager den en konstant placering derefter – det er ikke særlig realistisk.

Slutteligt så tager modellen ikke korrekt hensyn til den værdi, et link giver til et domænes samlede autoritet. Du kan inkorporere en afsmittende værdi gennem dit input i associated volume. Hvis du sætter den lidt højere, så simulerer du på en måde en positiv, afsmittende effekt på alle dine andre sider.

For platforme, som eksempelvis Behandler Match, eller store shops, vil ét enkelt link til én URL sandsynligvis have større værdi for den samlede platform end den enkelte side. Det gør værdiansættelsen sværere. Her kunne man korrigere ‘associated volumen’ ret betydeligt.

Tip: Min anbefaling er i stedet kun at lave linkinvesteringer hvor du som minimum går i 0 på undersideniveau over 18 måneder. Således kan du leve med at du ikke tjener penge på den linkinvestering direkte på undersideniveau, men samler autoritet til dit domæne “omkostningsfrit”.

Selv i de sværere cases vil denne metode tilføre stor værdi til din proces.

Selvom denne model har mange mangler, så giver den en indsigt, en forståelse og et framework til at vurdere din linkbuilding. Det skal ikke bruges hver gang, men til analyse, refleksion og optimering fra tid til anden.

Test hvor dine links vil gavne mest

En åbenlys optimering af dit eksisterende setup er at lave en 4-5 forskellige tests for at identificere hvilke landingssider, produkter eller kategorier som vil få størst gavn af nogle links.

Brug metoden fra dette indlæg og analyser til sidst hvor dine links giver flest dollars i kassen.

Hop med på det data drevne tog

Linkbuilding er fortsat et vigtigt ben i SEO taburetten.

Men bruges pengene nu også fornuftigt, og kan vi optimere linkinvesteringerne gennem en datadrevet model?

Brug beregneren, og kom fem skridt tættere på sandheden.

Modellen har sine fejl, men du er tosset i mine øjne, hvis du tror, at dine mavefornemmelser er bedre til at identificere værdi.

Test dine hypoteser, find de mest lukrative linkmuligheder på dit site og få positiv ROI på din linkbuilding.