Derfor skal du flytte ud af dit hjemmekontor – Og sådan gør du

home-office

Jeg har tænkt mig at fortælle dig en historie om, hvor farligt et hjemmekontor er. Først opdagede Morten Vadskær faren og fortalte mig om den (jeg lyttede ikke), og så erkendte jeg den selv ud af ren og skær frustration og nød.

Du skal ikke igennem den lidelsesvandring, så det her er min hjælpende hånd til dig på dit hjemmekontor.

Tror du, jeg kommer til at fortælle dig, at de største farer ved at arbejde på hjemmekontor er, at du ikke kan koncentrere dig, at du ikke får arbejdet nok, og at privatliv og arbejde mixes ubehageligt sammen, tager du fejl.

De ting er ægte problemer, men det er (til min overraskelse) noget helt andet, som er det mest farlige ved hjemmekontoret. Og det er afgørende for din forretnings succes, at du opdager hvad det er.

HjemmekontorSådan endte jeg på hjemmekontor

Da jeg stadig boede i Danmark, arbejdede jeg som lønslave og dermed ikke på hjemmekontor. Nærmest det modsatte. Jeg var afdelingschef i et stort kundecenter og sad i åbent kontorlandskab med 3-400 mennesker.

Jeg fik først hjemmekontor, da jeg i 2006 rejste til Grækenland for at flytte sammen med min kommende hustru, Maria. Som nygræker tænkte jeg, at et hjemmekontor med danske kunder var vejen frem – fremfor at være en af dem, der skulle feje gaderne.

Som en opstart fra nul kunder, var hjemmekontoret også en komfortabel idé. Dengang havde vi heller ikke børn eller al den travlhed, som følger med, når du i en familie.

Der var relativt fredeligt på mit hjemmekontor, og det lave udgiftsniveau føltes praktisk i opstarten.

Der kom børn til – og derfor flyttede jeg ikke kontoret ud

Vi fik et barn i 2007, et mere i 2010 og så igen i 2012. Mark, Poul og Dina er jordens sødeste børn med jordens sødeste mor, og farmand Anders valgte at beholde sit hjemmekontor for at være der, for at opleve det og for at være tæt på sine børn og Maria i de kostbare år, hvor de små vokser op.

På mange måder har det været et godt valg, men havde jeg vidst hvad jeg ved nu, havde jeg valgt anderledes og fået det hele med alligevel.

BørnProblemet med børn

Ja, udfordringen med børn og en børnefamilie er nok let at gennemskue. Børn larmer, vil gerne ind til far og lige sige noget, spørge om noget eller klage over noget. De kan ikke overbevises om, at far ikke bør forstyrres, uden at du går effektivt til værks, og giver dem en mindre ridse i sjælen, er min fornemmelse.

Du kan lukke døren i stedet, men det er ikke let at tale med kunder eller at skrive manuskript til en infografik, mens der står en bomstærk treårig og hamrer på døren, mens han brøler, at det er urimeligt, at du ikke forstår uopsætteligheden i hans næste store spørgsmål til dig.

Driver du en større børnefamilie med din ægtefælle, er det i sig selv også så stor en opgave, at der skal løbende koordinering af opgaver til – præcis som i generalstaben under en krig. Altså kan du regne med at du og ægtefællen lige kalder på hinanden og stikker hovederne sammen rigtigt mange gange i løbet af arbejdsdagen – og ikke på planlagte tidspunkter.

Min erkendelse, som fik mig til at flytte ud af hjemmekontoret

I foråret 2013 fik jeg mere og mere travlt med kundeopgaverne med Content Marketing, og flokken af unger var nået op på tre, så lad mig bare sige, at tingene nåede et naturligt punkt, hvor jeg pludselig var helt sikker på at et kontor ude i byen ville være en fordel for forretningen.

Min tanke var, at jeg kunne nå meget mere på kortere tid, hvis jeg havde mere arbejdsro. Det viste sig at være rigtigt gættet.

Der var andre og større fordele ved at flytte ud, som jeg slet ikke havde forestillet mig. Mere om dem om lidt.

Erkendelsen, som fik mig til at flytte ud, var faktisk ikke, at jeg havde brug for det. Erkendelsen var, at det kunne lade sig gøre på en let måde.

Det kom til mig som et lyn fra en klar himmel en dag: Jeg kan vel bare finde et kontor lige her i nabolaget. Måske indenfor 50 meters afstand.

Simpelt idé, jeg ved det, men jeg var ikke kløgtig nok til at have tænkt den tidligere. Og den ændrede alt.

For hvis jeg kunne finde et nær-kontor helt tæt på vores hjem, kunne jeg vinde fordelene ved ude-kontor og beholde alle fordelene ved hjemmekontor.

udsigtNærkontorets fordele:

  • Ro og fokus som på alle udekontorer
  • Nær nok hjemmet til at kunne hjælpe til, gå de større unger i skole og børneren, smutte hjem og spise frokost sammen osv.
  • Hurtigt at smutte på kontoret for et par timers arbejde om aftenen eller i weekenden
  • En følelse af at arbejde og fritid er adskilt. Du holder mere fri, når du holder fri.

Det betød alt for mig fortsat at kunne prioritere at være med i børnenes opvækst så meget som muligt. Med et kontor lige rundt om hjørnet, kunne jeg stadig deltage, spadsere dem i skole og hente dem igen.

Det virker i praksis. Jeg har ikke tabt noget på nærhedskontoen ved at flytte ud på nærkontor.

NærkontorEt menneske døde før jeg fik mit nærkontor

Beslutningen om at finde sådan et ultra nært kontor blev truffet, og jeg gik i gang med at tale med nabolaget for at finde en passende lille lejlighed at leje til formålet.

En uge senere stod der en tom kiste på skrå i indgangen af vores ejendom. Sådan viser vi i Grækenland, at nogen er død, og her kan der våges over den døde inden begravelsen dagen efter.

Det var en sød dame i halvfemserne, som var sovet ind. Hun boede i en toværelses lejlighed i samme bygning som vi. Jeg kontaktede et par dage senere ejeren og forhandlede en kontorlejekontrakt.

For en god ordens skyld skal jeg understrege, at jeg intet havde med dødsfaldet at gøre.

malerenHerefter var det bare at ringe til maleren, tage i Ikea og en tur rundt på kontorerne og få tændt for vand, gas og el.

Det kommer altid bag på mig, hvor hurtigt tingene sker, når en beslutning er truffet.

Den største fordel ved at flytte ud på nærkontor

Ja, nu kommer vi til det. Jeg fik alle de fordele, jeg havde forventet, men der var også en overraskelse:

Hele mit mindset ændrede sig, da jeg flyttede ud af hjemmekontoret.

Kender du den vending, at ting som regel tager den tid, der er afsat til dem? Jeg tror der er en lignende sammenhæng med plads og størrelse:

Ting bliver så store, som der er plads til.

Da jeg stod i en kontorlejlighed med to værelser, var der plads til udvidelse, og det fik mine tanker i den retning. Muligheden for udvidelse af forretningen havde været der hele tiden, men det var først, da jeg så den ledige plads, at jeg rykkede på det.

den ene danske medarbejderDen danske ambassade og netværk af danskere blev kontaktet for at undersøge om der skulle være oplagte danske medarbejdere i området. Det var der. Nu er vi 4 på kontoret.

På samme måde blev det oplagt – på grund af det nye mindset – at finde lokale underleverandører i stedet for at bruge folk på Philippinerne til grafik, kodning, animation osv.

Det at have et rigtigt kontor gjorde det naturligt at holde møder, indgå samarbejder og udvide forretningen på alle mulige måder.

Faktisk har jeg oplevet noget lignende en gang tidligere i mit liv. Jeg startede i et nyt job som afdelingschef i et kundecenter, og min chef viste mig centeret. Det var et nyrenoveret kontor på 2.500 kvadratmeter, og der sad kun 14 mennesker ved en række borde nede i det ene hjørne. Min chef sagde til mig, ”Anders, du skal bygge det her op og fylde rummet med arbejdspladser og medarbejdere”.

Jeg har aldrig været så motiveret i hele mit liv, som den dag.

Erkendelsen er fin, men har jeg lært noget? Gør jeg det igen?

Ja, jeg har besluttet mig for at gøre det en gang til. Nu ligger jeg i forhandlinger om at leje en tre gange så stor kontorlejlighed – stadig i samme bygning og med samme havudsigt.

amerikaneren

Vi fire på kontoret har ikke brug for den ekstra plads, men jeg drømmer om at konkurrere på det amerikanske marked også, og jeg tror på at hvis pladsen er der, får vi den fyldt op.

Den første amerikanske medarbejder er startet i oplæring. Deres ambassade er kontaktet og jeg har fået kontakter nok til lige så meget udvidelse, som jeg kunne drømme om. Wish me luck.

Gode råd til dig, inden du flytter ud af dit hjemmekontor

udsigtHer til sidst skal du lige have en række råd, du kan tage med dig, når du går i gang med dit projekt:

  1. Lad være med at sætte dig for dyrt i leje, men sørg for at der er plads til udvidelse.
  2. Regn ud hvor mange timer ekstra, du skal kunne fakturere på en måned for at betale alle udgifterne til kontoret. Det er ikke mange, og du når det let.
  3. Udstyr er ikke vigtigt i starten. Dit kontor behøver ikke at lige en million for at virke.
  4. Når du udvider, så start med at ansætte freelancere eller ansæt faste medarbejdere via et vikarbureau, så du ikke selv har binding eller administration.
  5. Hvis du flytter i et kontorfællesskab, så pas på ikke at spilde tiden med networking og kaffe. Det føles rigtigt rart, men du ender måske med at bruge dine dage på at finde på spændende idéer i stedet for at udføre noget. Du skal producere.
  6. Overvej hvor det perfekte (nær)kontor skulle ligge. Undersøg så på alle mulige måder om det ikke for pokker kan lade sig gøre at ligge det netop der.

Hvad er dine erfaringer?

Jeg er spændt på at læse hvad du tænker om det her, hvor du står kontormæssigt og hvor du måske er på vej hen. Skriv en kommentar herunder.

Alt det bedste til dig og udvidelsen af din forretning!

Opdatering maj 2016

Flere har spurgt mig, om jeg så har gjort det igen. Om jeg har skiftet det lille kontor ud med et større.

Svaret er ja! I sommeren 2015, flyttede vi til et dejligt nyt og meget større kontor (stadig med havudsigt).

Her er plads til mange flere medarbejdere. Mindst 15 arbejdspladser (så 15 medarbejdere, hvis vi kører i et-holdsskift)

Jeg er på vej mod den første amerikanske kunde, og den første tyske kunde og medarbejder er i fuld sving.

Glæder mig til fremtiden!