Skal du tillade, at affiliates bruger Google Adwords? – Annoncør webinar 007
En snak mellem Mikael Rieck fra Marketers.dk og Andrew Lolk fra Savvy Revenue.
Andrew er tidligere super affiliate og har omsat for mange millioner kroner. I dag er Andrew Adwords specialist og en af de skarpeste på området.
Andrew har fra 2009 til 2012 været supersælger med en millionomsætning pr. år og også en millionindtægt (det er jo vigtigt).
Siden 2009 har Andrew primært arbejdet med Google Adwords i form af et bureau først i USA og nu i Danmark. Deres eneste fokus er at hjælpe mellem til store webshops med Google Adwords.
Det giver en unik vinkel i forhold til at drive salg via Google Adwords, og om hvordan man får affiliates motiveret og bedst arbejder med dem.
Det handler om, at webshops, der bruger affiliates, har en mulighed for at lade deres affiliates bruge adwords annoncering, men skal de det, hvornår skal de det, og hvilke parametre skal man kigge på?
Få svarene her.
Se også:
Annoncør webinar 001: Lav det perfekte produktfeed til dine affiliates
Annoncør webinar 002: Find nye dygtige affiliates
Annoncør webinar 003: Optimering af affiliates
Annoncør webinar 004: De 3 faldgruber i affiliate marketing
Annoncør webinar 005: Oprettelse af partnerprogram som annoncør
Annoncør webinar 006: Sådan følger du op på dit partnerprogram hos Partner-ads
Adwords direkte til din webshop
Affiliates kan vælge at bruge Adwords til at lede trafik til deres egne affiliate sider. Nogle webshops tænker, at hvis de siger nej, så må de slet ikke bruge Adwords.
Det er ikke tilfældet. Man kan ikke som webshop bestemme, om affiliaten må bruge Adwords til deres egen hjemmeside.
Det, det mest kommer til at handle om, er, hvordan man bedst udnytter affiliates til direkte at skabe trafik via Google Adwords ved, at de bruger dit affiliatelink.
Det vil sige, at det er trafik, der går direkte fra deres Google Adwords konto og ind på din hjemmeside.
Vi kigger både på de positive ting ved at bruge affiliates og på nogle af udfordringerne, der er ved det. Til sidst kigger vi på, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du kan optimere dit arbejde, når du først har fundet en god affiliate, der kan drive Adwords salg.
Betal kun hvis din affiliate har succes
På den positive side er Adwords via en affiliate stort set uden risiko. Hvis du ikke bruger Adwords på nuværende tidspunkt, og du tillader affiliates at køre Adwords til din side, så er der intet at miste.
Du betaler kun en kommission, hver gang der kommer et salg i cookieperioden. Der er ikke noget negativt at finde, hvis du ikke allerede kører Adwords.
Det er let at komme i gang, man trykker blot tillad, eller man lader være med at fjerne tilladelsen. Så er man i gang.
I forhold til cashflow er det super lækkert, at man ikke skal betale up front, men først efterfølgende.
Nu sidder du måske og tænker, at der er én positiv ting, og så kommer alt det negative lige om lidt.
Det man skal forstå er, at det handler om at kigge på din Adwords situation lige nu.
Hvis du af en eller anden grund ikke bruger Google Adwords, så er der en kanal, der ikke bliver brugt, så hvorfor ikke lade affiliates bruge den, når du ikke selv bruger den.
Det samme gælder Snapchat, Instagram, Chatbot marketing osv. Hvis du ikke bruger kanalerne, så lad dine affiliates prøve, om de kan få penge ud af det. Du har ikke den økonomiske risiko, og kun hvis de genererer omsætning, koster det dig noget.
Der er virkelig ingen risiko. Hvis du selv bruger Google Adwords, så risikerer du en masse penge, fordi du potentielt sætter det forkert op selv.
Hvis du prøver at finde et bureau til at lave det for dig, så vær obs på, at mange af de såkaldte ekspertbureauer faktisk gør det forkert. Det kan være svært at finde et godt bureau, som man kan stole på til at stå for Google Adwords.
Hvis det er dine affliliates, der bruger Adwords, så slipper du for den hovedpine.
Mange tænker måske, at det koster penge, og jeg kan ikke finde ud af det. Hvis jeg hyrer et bureau til det, så koster de også penge oveni betalingen til Adwords.
Hvis de heller ikke kan finde ud af det, så er det ekstra dyrt og dårligt.
På den måde er der mange fordele ved at få en affiliate til at gøre det for sig. Især hvis man ikke gør noget på nuværende tidspunkt, eller man har ekstremt dårlige resultater.
Der er også udfordringer
Lad os se på udfordringer omkring det at drive Adwords via en affiliate. Den største udfordring er at finde en dygtig Adwords affiliate. Hvis man er rigtig dygtig til det, man laver, så går man typisk bureauvejen.
Man starter sit eget bureau eller bliver konsulent på en eller anden måde og tjener penge på den måde. Derfor kan det være svært at finde nogle af de dygtigste til at drive Adwords på hjemmesiden og en affiliate aftale.
Når det er sagt, så er der masser af måder, som man kan gøre det på. Hele digit and nomad livsstilen, hvor man rejser verden rundt, den tiltaler mange, og især mange af dem, som er rigtig dygtige til Adwords.
Så det er bestemt muligt at finde en, der er dygtig til Adwords, men det er en af de ting, der er sværere end at finde en traditionel affiliate.
Vi skriver 2018 nu og gennem de sidste 9 år har Google Adwords udviklet sig. Der er flere og flere, der bruger det, og folk bliver dygtigere, så det er også blevet sværere at tjene en bunke penge som affiliate via Adwords.
Tilbage i tiden da Andrew var i netværksgruppe med andre affiliates og online folk, så var han den eneste, som drev noget alvorligt via Adwords. Dengang var der ikke så meget konkurrence.
I dag er Adwords viden blevet meget mere tilgængelig, end det var dengang.
Et rent gæt kan være, at dem der gerne vil have nomadelivsstilen og rejse rundt og måske drive trafik via PPC, de er gået fra Adwords, fordi det ikke kan svare sig længere og er for svært, så derfor er de hoppet til Facebook marketing eller Snapchat marketing eller Linkedin eller en anden betalt kanal, hvor det stadig er nyt og billigt, for der kan stadig tjenes gode penge.
Det kan være en mulighed. Så vær obs på, at hvis du vil have en Adwords affiliate, så er det ikke bare at klikke på en knap, og så kommer de myldrende.
Der kan være lidt arbejde i at finde den rette. Spørg hos Partnerads eller Marketers, det kan være en hjælp.
Hvis du ikke kører Adwords eller du bruger Adwords og det fungerer af h… til, å tillad Adwords og drop det selv, i stedet for bare at hælde penge ud i kloakken. Se hvad der dukker op. Det koster ikke noget.
Hvis der ikke dukker nogen op, så er det bare sådan.
Udfordring nr. 2 er lidt teknisk. Den interne konkurrence mellem affiliates har betydning. Lad os sige, at du har to Adwords konti. De kører begge til sport24.dk. De bruger de samme søgeord.
Det betyder, at de først internt skal kæmpe om et søgeord via en auktion. Den der vinder auktionen, får retten til at bruge søgeordet.
Det vil sige, at affiliates starter med at konkurrere med hinanden, og den, der vinder den kamp, får så lov at konkurrere mod alle de andre, der arbejder med Adwords.
Det er det samme, hvis du selv driver Adwords og har en konto nu, men bagefter tillader affiliates at komme ind på markedet samtidig med dig selv.
Der kan være nogle positive ting, men også store udfordringer. Pludselig kan du se en del af din konto, der holder op med at få klik og salg af visninger. Det kan simpelthen bare være, at der nu er en af dine affiliates, der har vundet denne her interne auktion.
Hvis annoncøren ikke er klar over det, så bruger de en masse tid på at undersøge det. Her skal man vide, at det bare er affiliaten, der har taget over. Det kan være ekstremt frustrerende, hvis du bruger meget tid og prøver at optimere din egen Adwords.
Men hvis du har tilladt en affiliate at bruge Adwords, så bruger du nok ikke selv så meget tid på det. Så måske finder du aldrig ud af det.
Men det er en af de ting, som man skal være opmærksom på, når man tillader affiliates at køre Adwords.
Lad os sige at vinderen af den interne konkurrence har budt 8 kr. Er vedkommendes pris så stadig den samme i konkurrencen med de andre? Ja, det er den. Det er den farlige del. Affiliaten kan være nødt til at sætte et højt bud for at kunne komme ud og konkurrere.
Til gengæld vil de måske komme til at ligge nr. 1, fordi de byder så højt.
Udfordringen er, at et 8 kr. bud kan være for højt i forhold til at give overskud til selve affiliaten.
I teorien burde en webshop altid kunne vinde en konkurrence mod en affiliate, da de har en større margen at gøre godt med. Hvis affiliaten byder højere, så lad ham gøre det.
Problemet er mere internt mellem affiliates, hvor de måske får sat et for højt bud til, at de kan tjene penge på det på sigt. Det kan være rigtig svært for dem at lave en nuanceret budgivning, der gør, at de kan tjene penge på det og skaffe så mange salg som overhovedet muligt.
Problemstillingen i det for webshops er, at det kan tage salg væk fra webshoppen.
Hvis en affiliate har vundet auktionen med et højt beløb og så efter et par uger finder ud af, at de her søgeord ikke dur, så han skærer dem væk, så mister webshoppen salg.
Hvorimod, hvis han kunne have nøjes med fx 5 kr. pr. klik, så kunne han have tjent penge på hvert salg i stedet for.
Man går glip af nogle potentielle salg. Det er ikke salg, man alligevel havde fået, da man ikke selv kører Adwords, men det er salg, som man kunne have fået, hvis der ikke havde været den interne konkurrence.
Udfordring nr. 3 er at du kun driver salg, der giver affiliaten overskud. Hvis der er en kommission på 50 kr., hver gang affiliaten laver et salg, så ville du som webshop kunne betale 50 kr. pr. salg i Adwords og dermed tjene penge.
Affiliaten skal ned og betale fx 35 kr. for at kunne tjene penge via Adwords, og det gør, at der er visse dele af kontoen, der bliver stoppet, som kunne have drevet salg.
Hvis du kan få succes ved at få affiliaten til at drive Adwords for dig, så er der nogle knapper, som du kan skrue på senere, som kan gøre resultaterne endnu bedre.
Det er klart, at hvis en affiliate skal tjene penge, så kan de ikke bruge de 50 kr., som de får i kommission, for så er der ikke noget overskud. De kan kun bruge de 35 kr. Derfor er der nogle søgeord, som ikke er interessante for dem, da det ikke økonomisk giver mening.
Hvis man som webshop arbejder med Adwords, så kan de gå efter de omtalte søgeord. Hvis webshoppen er god nok til det i første omgang, så kan de selvfølgelig gøre det selv og nøjes med at bruge de 35 kr.
Beskyt dit brand
Sørg for, at de søgeord som affiliaten får lov til at bruge, ikke er dit brandnavn.
Hvis nogen søger efter dit brand, og der så sker et salg på det, så er det ikke fordi affiliaten har lavet noget ekstraordinært for at lave det salg, og derfor bør han ikke få en kommission.
Gennem årene har der været nogle skrækeksempler, så skær den del fra.
Hvis man allerede har en Adwords konto med en række søgeord, så kan man frigive resten, som man ikke selv bruger.
Udfordringen er selvfølgelig, at man skal kontrollere, at det ikke bliver gjort alligevel. Det giver dig en overvågningsopgave.
Du får ingen besked, hvis dit brandnavn er blevet overtaget. I en travl hverdag kan man undre sig over, at ens brandnavn ikke får nogen klik længere, og hvis man så søger i Google, så kan man se, at der er en annonce, der kommer op, men det er en anden, der står bag.
Kend dit antal klik på brandsøgeordet pr. dag og pr. uge og hold øje med det. Hvis det falder, så undersøg det. Klik på din annonce og tjek url’en om der er de ekstra affiliate parametre med, som der typisk altid er.
Lad aldrig nogen bruge dit brand og vær obs på det.
Google Shopping
Når vi taler om webshops, så skal man vide, at affiliates ikke kan køre Google Shopping. Det er umuligt at sætte et feed op med sit affiliatelink. For webshops er det i dag mellem 40-80%, der kommer fra shopping. Det afhænger af shoppen.
En rigtig stor del af omsætningen kommer fra shopping. Der er noget misset Adwords potentiale, hvis man blindt lader affiliates køre Adwords og så tror, at man er dækket 100%. Det er man ikke.
Selvom man tillader affiliates at køre Adwords, så kan det være en rigtig god idé selv at køre Google Shopping på samme tid. Der er ingen konkurrence eller overlap. Du kan sagtens gøre det på samme tid.
Google Shopping er mere automatiseret end Adwords. Du tager et feed fra din webshop og for at forklare det helt enkelt, så laver Google automatisk en kampagne og viser dine annoncer baseret på det feed, så du skal ikke vælge søgeord og skrive annoncer.
Med Google Shopping behøver du ikke de evner, du skal bruge til at få resultater med Adwords.
Budgivning er en større del, og der er nogle avancerede teknikker til at få mere ud af shopping, som vi ikke kan komme ind på her. Det er en helt anden sportsgren end traditionel Adwords.
Der er webshops, der kun bruger Google Shopping. De søger så hjælp til Adwords, når de ønsker mere.
Konklusionen er altså, at hvis du kun kører Shopping, så kan du godt lade affiliates køre resten. Hvis affiliates kører Adwords, så skal du være klar over, at de ikke kan køre Shopping. Her bør du finde en løsning, så du kommer til at gøre det selv.
Affiliate sporing vs. Analytics sporing
Den tredje ting, som man skal være opmærksom på, er affiliate sporing vs. Analytics sporing.
Ved affiliate sporingen er det sådan, at ethvert salg, der sker efter en bruger har klikket på affiliatelinket og inden for cookieperioden (afhængig af hvor lang tid man har sat den til) altid vil tilgå affiliaten.
Analytics kigger på den sidste direkte interaktion der sker eller det sidste klik.
Det vil sige, at der har været en søgning med et klik på en Adwords annonce med et affiliatelink i. Efterfølgende er der sket tre andre interaktioner fx via Facebook, en via organisk og en via et nyhedsbrev.
I Analytics vil du kunne se, hvordan interaktionen er sket og kunne retribuere salget korrekt via alle handlingerne.
I en affiliate sporing vil det være udelukkende til Adwords.
Der vil være en uoverensstemmelse mellem de to.
Som affiliate kan man tabe en del på det her, hvis en kunde klikker på en Adwords annonce på mobilen og senere går på computeren for at købe, så får affiliaten ikke noget ud af det.
Så man kan både tabe og vinde på det. I den sidste ende går det lige op. Men vær opmærksom på, at de to sporinger ikke er 100% ens.
Det, vi taler om, er altså sporingen. Det handler ikke om, at man efterfølgende har skulle betale for et Facebook klik. Det er et spørgsmål om, at når det er et affiliate Adwords klik, så bliver det ved med inden for cookietiden (også ved salg 2,3 og 4) at blive attribueret Adwords, selvom det i princippet er fra et nyhedsbrev.
I stedet for at sige, at det var et nyhedsbrev, der gav salget, så kan man sige, at nyhedsbrevet også havde noget med salget at gøre.
Den første interaktion er vigtig. Det har stor betydning senere i købsfasen.
Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, det er blot noget, man skal være opmærksom på.
Lav en eksklusivaftale
For at få mere ud af at køre Adwords med en affiliate, så er det første skridt at få en eksklusivaftale med dem. Hvis du kan se, at en affiliate kører Adwords godt for dig, eller han bare kører Adwords for dig, så prøv at se, om du ikke kan få en eksklusivaftale.
Det er ikke fordi, du skal bypasse Partnerads eller andre affiliate netværk, gør endelig ikke det. Det giver flere risici, og du skal selv stå for sporingen, og hvis der er problemer med sporingen, så hænger du på den.
Få en eksklusivaftale med affiliaten, så det kun er ham eller hende, der kan få lov til at køre Adwords til din shop. Giv dem potentielt en større provision, så de kan køre på flere søgeord.
Find ud af, hvor din smertegrænse er med det her, så kan du få mere ud af at arbejde med Adwords til affiliates. De fleste affiliates vil elske at få en sådan aftale. Højere kommission og en eksklusivaftale gør, at de ikke skal slås mod tidligere nævnte problemer.
Der er også mulighed for at køre en performanceaftale. Det er de færreste brugere, der laver en sådan aftale, men man kan sagtens lave en slags overordnet performanceaftale.
Man kan sige, at en overordnet procentdel går til bureauet, og honoraret bliver kun udløst, hvis man opnår en vis ROI via Adwords.
Det er en anden mulighed for at få endnu mere ud af Adwords.
Hvis du har det rigtig godt via en affiliate, så kunne det være en mulighed at lave den samme aftale med et bureau. Potentielt, at man også gør det for Google Shopping, så du får den del med.
I bund og grund er en performanceaftale en affiliateaftale, der bare er sammensat på en anden måde.
Andrew og hans bureau har arbejdet meget med performanceaftaler for at undgå at love guld og grønne skove, men ikke at kunne stille nogen garanti. Her kan performanceaftalen bruges i stedet.
Hvis man er træt af sælgere, som lover guld og grønne skove, men hvor det ikke er gået tidligere, så kan man lave en performanceaftale på en eller anden måde, det er bedre for webshoppen.
Hvis bureauet ved, hvad de laver, og er lidt strikse med, hvad kunder de tager ind, så er det faktisk også en bedre aftale for bureauet.
Hvilke webshops passer det godt for at bruge Adwords via affiliates
Det er typisk de webshops, der kan give en større kommission eller lidt højere kommission end de andre. Er en gennemsnitlig værdi på et salg på fx 100 kr og affiliaten får 25, så er det rigtig svært at tjene penge på det niveau.
På den anden side, hvis det er et produkt, der koster flere tusinde kr., så er affiliaten mere påpasselig, da det typisk er nogle af de varer, hvor det tager længere tid at beslutte sig for at købe.
Ved fx en sofa eller en seng, så skal man være mere påpasselig med kun at køre det gennem Adwords, som kan være rigtig god til at skabe den første interesse, men hvis det går ud over den cookieperiode, som affiliaten har, så får de ikke noget ud af det.
Hvis du ligger i et mellemlag, hvor der er en gennemsnitlig værdi pr. salg på 300 til 1000 kr., hvilket mange webshops gør, så passer det rigtig godt for en affiliate at køre Adwords for det.
Hvis du kigger på sofaeksemplet, så kører langt de fleste webshops med en cookieperiode på 30-40 dage. Det er vel de færreste, som leder efter en sofa, som ikke kan beslutte sig på en måned.
Men møbler er en af de helt store. Der er rigtig mange søgninger, som bare er interessesøgninger. Faren er selvfølgelig, at man får skabt noget interesse, men den efterfølgende handling sker efter de 30 dage, hvilket ofte sker.
Erfaringerne viser, at mellem 20-30% går over 30 dages cookietid, så her kan man så aftale 90 dages cookietid.
Som affiliate skal man være påpasselig med det. Hvis man kan få en ordentlig cookietid, kan det være en mulighed. Det kan også være en ting, der bliver optimeret ved en eksklusivaftale.
Hver gang der er et salg, så kommer der mange penge ind til affiliaten, som igen gør, at de kan annoncere mere.
Hvis en webshop ikke selv kører Adwords eller taber penge på det, så kan man jo godt tillade det. Det er godt nok for webshoppen, men om der så er nogle affiliates, der kan finde ud af at tjene penge på det, det er en anden snak.
Det er selvfølgelig først og fremmest affiliatens problem, men selvfølgelig også webshoppens, da man godt vil have, at andre kan få det til at fungere, når man ikke kan selv.
Det handler nemlig om, hvem kan få mest ud af at handle med Adwords og affiliates.
Hvis den gennemsnitlige pris er for lav, så skal dine forventninger skrues ned i forhold til, hvad du forventeligt kan få ud af det.
Det er svært at tjene penge på de helt små salg, hvor man får 5-10 kr. som affiliate, så skal der mange salg til, for at det bliver en god forretning.
Forventningsafstemning er vigtig. Vær opmærksom på, at hvis man ikke kan få Adwords via affiliates til at fungere, så kig på forretningen. Ligesom med al anden annoncering. Du skal sørge for, at du har nogle gode produkter, gode anmeldelser, de rigtige priser osv. Det giver gode resultater.
Hvis man ikke får det kørt godt igennem og ens webshop ikke er konkurrencedygtig på pris osv., så kan det være rigtig svært at få Adwords til at fungere. Det er ikke bare en gylden pille, som man sluger, og så er alt fantastisk.
Alle de gode gamle ting omkring konkurrencevilkår osv. gælder også her.
Alle de webshops, der i forvejen har styr på deres Adwords, passer det også dårligt til, for de kan godt selv, og så skal man ikke ind i den interne konkurrencepolitik, som blev nævnt tidligere.
Hvis en nystartet webshop ikke har tid eller lyst til Adwords, og så lader affiliates gøre det, hvad gør man så, når forretningen vokser, det går godt, og pludselig har man mod på selv at køre Adwords.
I det tilfælde kan det være en anbefaling til webshoppen at starte med Shopping og så tag en snak med affiliaten og spørg, hvilke søgeord, han ikke kører.
Hvis du spørger om søgeord, som han kører, så vil han nok ikke oplyse dem. Det vil ødelægge hans forretning med det samme. Prøv derfor at starte annoncering på de søgeord, som de ikke bruger.
Hvis du får moderat succes med det, så fortsæt med at køre det selv. Du kan nemlig spille på nogle andre tangenter, når du styrer det hele selv.
Det er lidt det samme som at fyre en ansat. Når du fyrer en affiliate, så fjerner du vedkommendes grundlag for at drive forretning. Det er du i din fulde ret til at gøre, men det bliver ikke opfattet specielt positivt.
Hav i baghovedet, at det nok ikke kun er den pågældende affiliate, der kommer til at høre om det, det er formentlig også en del andre, der kommer til at høre om det.
Hvis du kan tage Adwords inhouse på en positiv måde ved fx at hyre affiliaten som en deltidskonsulent eller ansætte vedkommende eller kompensere dem på anden vis, så de ikke går derfra med en dårlig smag i munden, så er det klart at foretrække.
Hvis man har et godt forhold til affiliaten, så tilbyd ham en pose penge for at købe hans konto. Måske 3-6 mdrs. kommission. Så får han det på forskud, og du får en konto, som han allerede har succes med.
Hvis man har pengene, er det en rigtig god mulighed.
Hvis man er lidt striks, så burde du have et større overskud med det samme, da du har den ekstra margen, som blev nævnt tidligere.
Super fedt indlæg. Jeg synes slet ikke at dette emne bliver diskuteret nok, så det var fedt med både indlæg + video 🙂
Hej Ulrich, dejligt at du kunne bruge det.
Jeg er helt enig i, at det ikke er noget der bliver talt meget om, så derfor var det også på sin plads at få behandlet. 🙂
Mvh.
Mikael