Sådan følger du op på dit partnerprogram hos Partner-ads – Annoncør webinar 006

Sådan følger du op på dit partnerprogram hos Partner-ads – Annoncør webinar 006

Sådan følger du op på dit partnerprogram hos Partner-ads - Annoncør webinar 006

I det følgende gennemgår Ken Schultz fra Partner-ads, hvordan man følger op på det partnerprogram, som man har oprettet hos Partner-ads.

Når ens program er sat op og er kommet i gang, så er det vigtigt at følge med i, hvordan det går, og man skal kigge lidt på, om der er noget man kan gøre for at gøre det bedre.

Se også:
Annoncør webinar 001: Lav det perfekte produktfeed til dine affiliates
Annoncør webinar 002: Find nye dygtige affiliates
Annoncør webinar 003: Optimering af affiliates
Annoncør webinar 004: De 3 faldgruber i affiliate marketing
Annoncør webinar 005: Oprettelse af partnerprogram som annoncør

Nøgletal på dit dashboard

På Partner-ads.dk klikker du på linket ”gå til annoncørsiden”. Her kan du logge ind med dit annoncørid og dit password. Når du er logget ind, så får du præsentereret dit dashboard. Her kan du se, at du har et partnerprogram. I dette eksempel kalder vi det testprogram.

Her kan man se, hvad der har været af bevægelser på ens konto. Det vil sige for de sidste 24 timer, 48 timer, 7 dage og 30 dage.

Du kan se, hvad har der været af konverteringer. Konverteringer betyder, at giver du et beløb til affiliates, jamen så er det salg. Giver man noget for leads, så er det leads. I eksemplet har vi valgt et fællesbegreb, der hedder konverteringer.

På dashbordet kan du se, hvor meget du har brugt på det. Som eksempel kan være, at vores testprogram har fået en konvertering, og det har kostet 8 kr. i provision til affiliatepartneren.

Hvis du vil mere i dybden med de her tal, så kan man i højre side af skærmen se nøgletal for de sidste 30 dage. I vores eksempel har der kun været 1 salg og 1 klik, så derfor er der en høj EPC.

EPC betyder forbrug pr. besøgende. Det vil sige, hvor meget har du brugt på dit partnerprogram til affiliates pr. besøgende, der er sendt videre til dig. Hvis du fx har givet 100 kr. i provision til affiliates, og der har været 100 besøgende, så svarer det til, at du har brugt 1 kr. per besøgende.

Det er et vigtigt tal, for det er et tal, som affiliates bruger til at sammenligne programmer med hinanden, men det er også et tal, som du selv kan bruge til at se på, hvilke omkostninger du har med dit affiliateprogram i forhold til andre betalte kanaler som fx Addwords m.m. Det giver et godt overblik over, hvad du har af udgifter.

Under dit nøgletal kan du se din konverteringsrate. Den er selvfølgelig 100% i vores testeksempel, fordi der har været 1 klik og 1 salg, men ellers vil den typisk være 1-2%. Ligger den over 2%, så er det for det meste godt.

Det giver dig et hurtigt overblik over, hvordan det går.

Hvis du klikker på ”se udvikling” lige ovenover den grønne boks, så kan du se en oversigt over år og måneder. Du kan se klik, konverteringer, konverteringsprocent og omsætning.

Det vil sige, hvor meget har affiliates egentlig skaffet af omsætning i din butik. Hvad er gennemsnitsordren, og hvor meget har du givet i provision til affiliates.

På EPC’en, som blev nævnt før, kan du se, hvor meget forbruget er pr. besøgende. Du kan også klikke videre og se en månedsstatistik, hvis du har lyst til det.

Du kan også bryde det yderligere ned på partnerne. Alle de partnere, der deltager aktivt i dit program, de står i venstre side. De er listet derned af. Her kan du se de nævnte tal. Hvad har de givet af salg og trafik samt de samme tal, som du kunne se tidligere.

Her kan du også se, at vedkommende får fx 10%. Du kan klikke på tallet og ændre det, hvis du vil. Du kan også klikke på tallet og få en specifikation af, hvad partneren har skaffet dig. Se fx ordrenr., dato, omsætning og provision.

Alle beløb, der bliver vist i specifikationer og statistikker osv. er excl. moms.

Du kan også få et overblik over de samme tal pr. dag. Du klikker blot på se tal pr. dag i skemaet. Når programmet har været aktivt, så vil der være en masse data.

Det er et spørgsmål om at få et overblik over, hvordan klarer mit program sig lige nu.

Du har også mulighed for at få en statistik ved at klikke på ”statistik” i venstre side. Her kan du selv bestemme perioden.

Få overblik over dine salg

I venstre side af skærmbilledet har du også et punkt, der hedder ”salg/leads oversigt”. Det er et vigtigt menupunkt. Det er det, fordi hvis du har nogle ting, der skal annulleres, fx ved en kunde, der har returneret ordren eller en testordre – noget der gør, at ordren ikke bliver gennemført – så kan du afvise ordren herinde.

Du skal blot klikke på ”afvis” og udfylde en begrundelse.

Ved at klikke på ”salg/leads ældre end 30 dage” kan du se gamle ordrer, hvis du gerne vil vide noget mere om dem. Det giver et overblik over de ordrer, der er kommet ind de sidste 30 dage.

På oversigten kan du under punktet partner klikke på partnerid’et og få mere information om partneren.

Man skelner mellem salg og leads inden for 30 dage og ældre end 30 dage. Hvis du har annulleringer, så skal du annullere inden 30 dage, for derefter bliver det låst og overgår til affiliatepartneren. Har du mange annulleringer, der er udover 30 dage, så må du sætte din sats efter det.

Det er meget få, der har det. Selv med en shop med 365 dages returret, så er det ikke noget problem.

De 30 dage er en god afgrænsning, for så ved affiliatepartneren, at efter 30 dage, så kan de regne med, at den provision de får for et salg eller et lead, det er sikret og vil komme med i den næste afregning.

Det, man måske også skal nævne, er, at når de 30 dage er gået, så vil affiliatenetværket udbetale pengene til affiliaten. Det vil være umuligt at kræve pengene tilbage igen, fordi en annoncør har annulleret noget, der var ældre end 30 dage. Det ville blive noget rod.

Det ville også gøre, at affiliates ikke kan finde ud af, om de har indtjeningen eller ej. Det vil være meget usikkert for affiliates, og det vil smitte af på annoncørerne, for så er der ikke så mange affiliates, der vil turde markedsføre deres programmer, hvis der var stor usikkerhed omkring indtjeningen.

Man er nødt til at lave en streg i sandet. Hertil kan man annullere, og er det ældre end det, så kan man ikke.

Når man er logget ind som affiliate, så kan man se på de enkelte annoncørprogrammer, hvor høj en annulleringsprocent der er. Det er selvfølgelig noget, man kigger på.

Hvis en annoncør annullerer 50-70%, så tør man som udgangspunkt ikke arbejde sammen med vedkommende.

Som affiliate kan man også se den begrundelse, som annoncøren har udfyldt i forbindelse med, at den er afvist. Fx hvis kunden har annulleret ordren, så vil man som affiliate kunne se, at det er derfor. Det er en god information, som annoncøren på den måde kan give til affiliates.

Dine affiliatepartnere

Udover, at man kan kigge på tal i statistikken, så har man en partneroversigt. Du finder punktet partneroversigt i venstre side af skærmen. I den oversigt kan man se de partnere, der er tilmeldt ens program.

De står på en lang liste. Hvis man klikker på partnerid’et får man yderligere information. Her står hvilke websites affiliatepartneren har.

Man kan også se, hvornår vedkommende er tilmeldt programmet eller opdateret. Datoen, som man kan se, viser enten, hvornår de er tilmeldt programmet, eller hvornår de sidst har opdateret deres tilmelding.

Det betyder, at man som annoncør kan holde øje med, om der er sket nogle ændringer blandt de affiliates, som man allerede har på sit program.

Under status i skemaet kan man afvise vedkommende. Alle der står på listen er godkendte, men det kan ændres her. Hvis man vil stoppe samarbejdet med en affiliatepartner, så har man mulighed for at afvise vedkommende.

Hvis en partner er rigtig god, og man godt vil give vedkommende en højere procent, så kan man også ændre satsen under satser. På den måde kan man belønne affiliatepartnerne for en god indsats, eller hvis man ved, at det er en stor affiliatepartner som Pricerunner eller en stor modeblogger, så kunne det være, at de skulle have en lidt højere sats.

Derudover har man mulighed for at se de klik, der er leveret. Se under spec. Oftest vil der være en reference, som fortæller, hvor der er klikket fra. Det vil sige, at du som annoncør kan se, hvor det er, den her affiliatepartner leverer trafik fra.

Hvis du har tid, så kan du kigge lidt nærmere på det. Så kan du se, hvordan de gør det. Det er en gennemsigtighed der er i systemet, som gør, at du kan se lidt flere detaljer.

Du kan selvfølgelig også se de salg, der har været. Her kan du også se, hvor de leverer salgene fra. Du kan se fra hvilket website og hvilken artikel.

Det er et spørgsmål om temperament. Vil man se de overordnede tal, eller vil man gå i detaljer og se på klik også.

Man kan også få en beskrivelse af, hvad det er for nogle websites, man har. Det er blot for, at listen ikke skal være for tung.

Man kan også sortere listen efter, hvornår folk er tilmeldt og opdateret. Det er op til en selv.

Hvis du vil arbejde videre med det, så kan du lave et stort udtræk. Klik blot på udtræk som liste.

Der er fx nogle annoncører, der laver en mailliste i Mailchimp eller lignende, hvor de lægger de her e-mailadresser ind. De skriver derefter en mail ud til deres affiliates og præsenterer dem for programmet og præsenterer dem for noget, som de kan bruge videre i deres arbejde.

Det skal være via services som Mailchimp eller lignende. Det er meget vigtigt, fordi affiliates skal have mulighed for at framelde sig de her mails, hvis de ikke vil have dem.

Men man har altså her muligheden for at få en samlet liste over sine affiliates, som man kan bruge og arbejde videre med i Excel eller lignende.

Overblik over dine omkostninger

Derudover kan man følge med i sin saldo. Den finder du på forsiden – på dit dashboard. Når din saldo er lav, så får du en ny faktura. Den bliver sendt via e-mail.

Hvis du skulle komme i minus, og der er en udestående faktura, så får du en reminder. Det står også på forsiden.

Hvis man vil have et overblik over sin konto overordnet set, så kan man se det under kontostand. Det er også det menupunkt, som man bruger, hvis man vil bestille et beløb til annoncering ad hoc. Fx hvis man vil tanke op i forbindelse med Black Friday.

Under optankning af beløb til annoncering kan du bestille ekstra, men ellers sender systemet automatisk en faktura, når det er tid.

Under kontostand kan man få et akkumuleret overblik, dvs. siden den dag, hvor man startede sit program, kan man se alt, hvad der har været af udgifter.

Man kan bryde de akkumulerede tal ned i kontobevægelser pr. måned, så man kan følge med i, hvad har der været af forbrug. I forskel fra de andre tal på siden, så er disse tal inkl. moms, for så passer det med det, der står nederst på fakturaen, som man skal betale.

Du kan se, hvad du har brugt på affiliates, hvad du har optanket og periodens bevægelser. På den måde kan man holde øje med, hvad man bruger på en måned, og hvad man indbetaler. Det giver et godt overblik.

Når kontostanden er lav eller i minus, så får man en reminder. Husk, at den e-mailadresse, som er tilknyttet din profil, skal være en du læser/stadig eksisterer. Vælg en e-mail, der altid bliver læst.

I højre hjørne finder du min profil. Hvis man har andre oplysninger, der skal bruges til fakturering, så kan det angives herinde. Man kan fx sørge for, at bogholderiet får fakturaen direkte.

Når der kommer en mail om, at saldoen er ved at være lav, så ryger den til faktureringse-mailen og ikke annoncøre-mailen. Det er ofte en anden, der skal betale fakturaen, end den der er kontaktperson.

Dine reklamer

Når man har sit program kørende, så har man mulighed for at lægge nogle flere reklamer ind. Tryk på menupunktet reklamer i venstre side af skærmen.

Man kan hele tiden gå ind og lægge nye reklamer ind. Nye bannerreklamer eller opdaterede bannerreklamer. Hvert enkelt banner har en unik HTML-kode, som affiliates henter og placerer på sit website.

Derfor er det altid en god ide, hvis man har nye bannere at lave en opdatering af det nuværende banner og undlade at lægge nye bannere ind, for så har du to sæt bannere. Så opdater frem for at lægge nye ind.

Det gør, at bannerne automatisk bliver opdateret hos dem, der bruger dem. Det er en kæmpe fordel også for affiliates, der ikke skal bruge tid på at opdatere bannere.

Men har du helt nye bannere, som intet har at gøre med de nuværende, så opretter man bare nogle flere efter behov.

Det, man også kan se på siden, er, hvad der har været af klik, konverteringer og konverteringsprocent. Idéen er, at man kan se på sine reklamer, hvilke der performer bedst.

Man kan også gøre det for det, som hedder deep links. Der oprettes centralt et link, som affiliates skal bruge til at linke til produkter eller undersider. Det vil man også kunne se via denne side.

Har man et produktfeed, så kan man også her se, hvor mange klik og konverteringer som det her produktfeed har fået.

På den måde har man en oversigt over alt sit reklamemateriale, så man kan sammenligne performance mellem de forskellige reklamer.

Har man ikke fra starten fået et produktfeed på, så kan man tilføje det senere. Under produktfeed i menuen kan man læse om produktfeed, hvordan de er bygget op og links til moduler fx Magento og Woocommerce. I Dandomain og Shoporama er det en indbygget funktion.

Man kan også bygge det op selv, som man har lyst til. Send et link til dit produktfeed til Partner-ads, så kigger de på det og tager det med.

I den turkise boks kan du se en beskrivelse af de forskellige felter, der er i feedet. I annoncørwebinar nr. 005 bliver der snakket mere om det.

Bliv klogere med data

Derudover har du mulighed for at trække nogle data ud. I venstre side af skærmen er der en række menupunkter. Et af dem er dataudtræk/API. Klik på det. De data du trækker ud kommer i xml-format.

Du kan trække data ud om dit forbrug, dine salg for en given periode og du kan også trække ud, hvad der har været af omsætning og provision for din affiliatepartner for en given periode. Du angiver blot fra og til.

Hvis du har nogle andre systemer og databaser, så kan du trække det her data ud og lægge det i dit eget system.

Under automatiske funktioner har du mulighed for at tjekke, om en ordre er skabt via Partner-ads, og du kan automatisk annullere en ordre, når den annulleres hos dig.

Vi har nogle stykker, der bruger de her funktioner. Fx bruger Rito.dk det. De har lavet en funktion, der går ind, hvis de laver en annullering i deres shop, og automatisk kalder det her script, så ordren annulleres i Partner-ads samtidig.

Det er en tidsbesparende ting, som man som annoncør kan få glæde af. Man kan også kombinere det med den, der tjekker, om ordren er registreret i Partner-ads. Det er en mulighed for at automatisere nogle ting.

Kommuniker med dine partnere

Punktet besked til dine partnere (se venstre sidemenu) er et vigtigt punkt, som annoncører burde bruge meget mere. Hvis du har nogle ting, som du synes, at affiliatepartnerne bør vide noget om fx nyt brand, udsalg, ændringer i dine reklamer eller i dit program, så skriv det herinde og send beskeden ud til dine partnere.

Du udfylder blot til alle, men du kan også bruge det til at skrive til en bestemt partner. Affiliatepartnerne ser beskeden, når de logger ind næste gang.

Du kan selvfølgelig også kommunikere via mail med en affiliatepartner. Du finder deres mail under partneroversigten i menuen. Når du klikker på partneroversigt og deres partnernummer, så kommer deres kontaktinfo frem.

Det er vigtigt at kommunikere med sine affiliatepartners, så de ved, hvordan det går, og om der er nogle specifikke ting, som de skal vide noget om, som gør, at de kan lave en bedre markedsføring af dit partnerprogram.

Har du spørgsmål til det, der er gennemgået, eller vil du have det uddybet, så er du velkommen til at tage fat i Ken fra Partner-ads eller Mikael og Anders fra Marketers.dk.